55-årige Bjarne Aunsbjerg sidder i sit førerhus i lokomotivet, da han opdager den unge pige på skinnerne. Han bremser og trutter i hornet, men lige lidt hjælper det.
Pigen hører eller ser ikke noget. Hun har høretelefoner i ørene.
Først da Bjarne Aunsbjerg er få meter fra at ramme pigen, kommer der en reaktion.
Bjarne Aunsbjeg passerer, men er oprevet, frustreret, chokeret. Og ikke mindst uforstående – og så er hændelsen ikke en gang den eneste eller værste, han har oplevet i sine 22 år som lokomotivfører.
»Jeg oplever ofte, at folk krydser sporene på alle mulige måder. Enten går de bare rundt, sidder ned eller sidder med benene ud over skinnerne. Jeg ser også fulde mennesker, der bare render over sporene.«
»Det er ret så ubehageligt. Man er vant til, at der ikke skal være noget, så når det sker, hopper hjertet op i halsen, og alt bliver tændt. Hvad hvis jeg havde ramt nogen? Det kan man bruge lang tid på at fordøje, og det kan virkelig sætte sig i én.«
For som Bjarne Aunsbjerg, der kører tog i og fra Aalborg, selv påpeger: Det kan ende fatalt.
»Jeg vil sgu ikke have, at nogen skal hjem og fortælle pårørende, at en person ikke er her mere. Så ja... Det er et kæmpe problem.«
Problemet, som Bjarne Aunsbjerg henviser til, er den nyeste opgørelse over antallet af sporkrydsninger på danske jernbaner.
I andet kvartal af 2021 er der kommet 320 indberetninger om færdsel på skinner – det er omtrent 100 flere end i noget andet kvartal siden slutningen af 2017, viser tal fra Banedanmark. Alene i 2021 er der registreret 12 sporløbere i Aalborg.
Også hos Dansk Jernbaneforbund vækker tallene forargelse. Et er, at menneskeliv står på spil. Noget andet er, at der altid sidder en lokomotivfører, der i værste fald kan få en byrde på skuldrene resten af livet.
»Det er dybt traumatiserende for lokomotivføreren, når der pludselig er en person i sporet. Toget kan hverken bremse eller dreje udenom, som en bil kan. Man reduceres til tilskuer i situationen. Oplevelsen er så voldsom, at det desværre kan give varige psykiske mén,« siger næstformand for Dansk Jernbaneforbund, Preben S. Pedersen.
Forbundet har blandt andet medlemmer, der er blevet sygemeldt eller har måttet lade sig førtidspensionere på grund af PTSD-lignende symptomer efter næved-påkørsler.
De mange hændelser har ikke sat sig psykisk i Bjarne Aunsbjerg. Det er til trods for, at han har været involveret i en påkørsel.
»Påkørslen er selvfølgelig en hård oplevelse, men det er lidt noget andet. I dét tilfælde ville personen køres ned, og du kan ikke gøre noget.«
Han påpeger, at påkørsler får en 'afslutning'. Ved nærved-påkørsler har du tid til at reagere. Men reagerer du i tide – og gør du nok? Og så fortsætter tankerne ellers efterfølgende, siger Bjarne Aunsbjerg.
»De, der går rundt på skinnerne, vil formentlig ikke køres ned. Du kan reagere, og der går 700 tanker gennem dig. Alt brager indeni, og jeg tror, oplevelserne til sidst bygger sig op. På et tidspunkt vælter læsset.«
Han afviser heller ikke, at læsset for ham en dag vil vælte.
»Jeg frygter, det rammer mig på den lange bane. At jeg bliver ødelagt på grund af andres tåbelighed, for jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere. Det skræmmer mig meget. Derfor kan jeg heller ikke forstå folk, der færdes derude igen og igen.«
Hos Banedanmark opfordrer man kraftigt til, at folk i og omkring togstationerne følger regler for ophold. Men samtidig vil man dog ikke tøve med at gribe yderligere ind på området.
»Vi har en klar forventning om, at alle, der bruger jernbanen, altid overholder reglerne og passer på sig selv.«
»Samtidig sørger vi selvfølgelig for at overvåge sporene, og hvis der så er visse steder på banen, hvor vi kan se, at mange ikke overholder reglerne. Så forsøger vi at forhindre det ved at opstille hegn eller advarselsskilte,« siger sikkerhedschef Martin Harrow.
Så er spørgsmålet, om det bliver en fortsættende tendens fremadrettet.
Bjarne Aunsbjerg håber i hvert fald, at folk vil tage hans opråb til sig:
»Jeg kan ikke forstå, folk ikke har mere respekt. Det gør mig faktisk pisse provokeret, selvom jeg er ikke er blevet hårdest ramt. Men på mine kollegaers vegne bliver jeg ked af det. For vi kan ikke gøre noget.«
