Han var fanget af spil og træt af, at han ikke fik sin løn.

Det er ifølge en 18-årig mand grunden til, at han vælger at stjæle fra Netto i Hillerød, hvor han arbejder.

Tyverierne koster ham en plet på straffeattesten og en dom på 40 dages betinget fængsel.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Det går ikke stille for sig i den ganske korte tid, den 18-årige er ansat i Netto.

På cirka halvanden måned når han ifølge anklageskriftet at gafle intet mindre end 14.191 kroner til sig.
Det gør han ved opfinde varereturneringer og overføre pengene til sig selv. Ifølge anklageskriftet sker det mindst 34 gange.

I starten er der 'kun' tale om beløb på 400-800 kroner om dagen, der ryger direkte ned i lommen på den 18-årige. Men som tiden går, vokser beløbene. En dag nupper han hele 2.990 kroner via fire falske varereturneringer.

Den 18-årige har, siden han blev opdaget, betalt lidt af til Netto hver måned. Det fortæller han i Retten i Hillerød, hvor han også fortæller, at han mener, at alt er betalt nu.

Den 18-årige kan desuden godt finde arbejdstøjet frem igen. For han har udover en dom på 40 dages betinget fængsel også fået 60 timers ulønnet samfundstjeneste.