To østjyske betjente blev i 2021 idømt flere bøder, efter de en aften på patrulje havde opført sig nedladende, groft og udtalt sig racistisk over for tre unge mænd fra Brabrand.

Det fremgår af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (DUP) årsrapport.

En novemberaften i 2018 stoppede to østjyske politibetjente en bil med tre unge mænd på motorvejen. De tre unge mænd havde alle indvandrerbaggrund og havde kørt for hurtigt på motorvejen syd for Horsens kort forinden.

Da betjentene tog kontakt til mændene, sad de alle tre på bagsædet og nægtede at oplyse hvem af dem, der havde ført bilen.

Det fandt betjentene tilsyneladende meget frustrerende, fremgik det af en lydoptagelse af episoden, som de tre unge mænd havde optaget.

Efterfølgende overfusede betjentene nemlig de unge mænd med en række kraftudtryk som »en flok spassere,« »fjolser,« og »pattebørn«.

Under en radiosamtale med vagtcentralen sagde en af betjentene derudover: »Ved du hvad, vi står herude med sådan en tre kakkelovnsrør oppe fra Brabrand, som har lavet lort i den«.

En advokat rettede derfor i december henvendelse til DUP og anmeldte episoden.

Politiklagemyndigheden indledte derefter efterforskning af sagen, og statsadvokaten rejste i marts 2020 blandt andet tiltale mod betjentene for overtrædelse af straffeloven, da de forsøgte at presse mændene til at sige, hvem der havde siddet bag rattet.

Det gjorde betjentene blandt andet ved at aflåse bilen og lade mændene stå udenfor i flere minutter og derudover ved at true mændene med, at de ville tage bilnøglerne fra dem og lade dem gå hjem, hvis ikke de fortalte det.

Af byretten blev de to betjente i april 2021 hver idømt 20 dagbøder à 200 kroner.

Efterfølgende anmodede advokaten Politiklagemyndigheden om at behandle sagen som en klage over politiets adfærd på grund af betjentenes hårde sprogbrug.

Politiklagemyndigheden vurderede, at betjentene var ophidsede og aggressive og ikke levede op til principperne om god forvaltningsskik om blandt andet at optræde professionelt og hensynsfuldt over for borgerne.

At den ene betjent havde brugt udtrykket »kakkelovnsrør« om de tre unge mænd, lagde Politiklagemyndigheden på den ene side vægt på, at det var udtrykt i lukket forum, og at mændene ikke havde hørt det. Derudover er der et 'vist sprogligt frirum' i politiets interne kommunikation.

Men de vurderede alligevel, at udtalelsen var grov og nedladende, og at brug af udtrykket »kakkelovnsrør« kan opfattes diskriminerende og racistisk.

Blandt andet fordi der er risiko for, at politiet bliver påvirket af negativt ladede udtryk.

Begge betjente er efterfølgende blevet ikendt disciplinære bøder på 2500 kroner hver.

Politiklagemyndigheden fandt samlet set betjentenes opførsel den novemberaften meget kritisabel.