Efter det er blevet offentliggjort, at en kommende radiokanal ved navn Loud skal tage over, hvor Radio24syv slipper, har der været mange skriverier om emnet.

På de sociale medier har der blandt andet været opmærksomhed, og nu kan man se i et opslag på Instagram, at tv-vært Mark Stokholm skal være nyhedschef for den nye radiokanal.

Det er dog et falsk opslag, bekræfter Stokholm.

'Det kan jeg med sikkerhed sige, er falsk,' skriver værten, der er vært på 'Aftenshowet' på DR.

Han ønsker dog ikke at kommentere yderligere på sagen om opslaget.

Opslaget er lagt på en profil, der hedder radiolouddk på Instagram, og man får hurtigt en mistanke, når man læser opslaget.

Der er nemlig stavefejl ned igennem teksten, hvor de blandt andet skriver 'årlige' i stedet for 'årige'.

'Det er med stolthed i stemmen, at vi kan offentliggøre, at den dygtige journalist Mark Stokholm bliver nyhedschef på LOUD!' står der blandt, og det fortsætter:

'Den 46 årlige Aarhusianer er kendt fra DRs Aftenshowet, hvor han ikke er bange for at gå hårdt og kritisk til sine gæster! Stort velkommen til @markstokholm!
Let’s get LOUD!'

I forbindelse med ansøgningen om udbuddet var der flere stavefejl i 'Loud's udgave, og der var sågar kritiske stemmer, som sagde, at deres ansøgning i det hele taget er en hån mod radiofaget.

I et interview med statsminister Mette Frederiksen spurgte Mark Stokholm onsdag ind til, hvad statsministeren mente om Radio 24syv, men da hun afsviste blankt at gå ind i den debat, svarede Stokholm med et 'Okay, fair nok.'

I radioprogrammet 'Det lille mememageri'  på netop Radio 24syv tog fat de fat i interviewet som emne, og de lavede blandt andet hashtagget #okayfairnok.

Så Instagram-opslaget af Mark Stokholm er altså ikke første gang, han bliver hevet ind i debatten om udbudsrunden.

Selvom Mark Stokholm ikke skal være en del af det nye team, så er der andre profiler, som er klar på udfordringen.

Tv-kendis Mattias Hundebøll har meldt ud, at han godt kunne være interesseret.

B.T. har kontaktet størstedelen af de 32 navne, som folkene bag Loud har nævnt som mulige værtstyper i deres ansøgning om udbuddet. Læs deres – overvejende negative – svar HER.