»Lige så meget som jeg begræder, at Radio24syv lukker, lige så meget håber jeg virkelig, at jeg kan få lov at byde ind med noget kreativt til den nye kanal.«

Sådan siger den 37-årige journalist og tidligere musiker i Rock Hard Power Spray Mattias Hundebøll til B.T.

Han er en af de mange forslag til værter, som ejerkredsen bag den kommende radio Loud nævner i den 367 sider lange ansøgning, som altså endte med at slå Radio24syvs i konkurrencen om at få lov at sende på en ny DAB-kanal til april.

32 profiler fra den danske medie- og kendisverden er nævnt i ansøgningen. Blandt andre blogger Mascha Vang, radioværter Peter Falktoft og Esben Bjerre, Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn fra podcasten 'Fries before guys' samt den konkurrerende Radio24syvs nyhedschef Kristoffer Eriksen.

Nyhedschef på Radop24syv Kristoffer Eriksen, radiovært Ditte Okman og programchef Michael Bertelsen i forbindelse med at medarbejderne på radioen fik besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København.
Nyhedschef på Radop24syv Kristoffer Eriksen, radiovært Ditte Okman og programchef Michael Bertelsen i forbindelse med at medarbejderne på radioen fik besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Til den kommende musikformidling foreslåes navne som P3-vært Pelle Peter Jensen og altså Mattias Hundebøll.

Og sidstnævnte har faktisk sagt ja til en værtstjans på programmet, hvis det stadig er aktuelt, siger han.

'Et fuldstændigt vanvittigt mord'

»Kanaldirektør Ann Lykke Davidsen kontaktede mig, inden de sendte ansøgningen, og jeg sagde, at hvis det blev konkret, så var jeg totalt frisk på at gå ind i en programudviklingsproces, og jeg har også tilbudt mig på et redaktionelt plan,« siger Mattias Hundebøll, der foruden sine værtsjob på blandt andre 'Dagens Mand' har arbejdet bag kameraet som redaktionschef på flere tv-produktioner.

Mattias Hundebøll er podcast-vært og tidligere musiker.
Mattias Hundebøll er podcast-vært og tidligere musiker. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

På det tidspunkt vidste man ikke, om Loud blev til noget, og alle troede jo, fortæller den 37-årige vært, at Radio24syv ville vinde udbuddet.

Det troede han også selv. Så da afgørelsen faldt kort efter klokken 16 tirsdag, vendte han tilbage til kanaldirektøren.

»Jeg skrev en sms ved 17-18-tiden, hvor jeg sagde noget i retning af: 'Hey, Ann. Tillykke, wow, crazy, du må ringe, hvis vi skal fortsætte vores dialog'. Jeg har ikke lyst til bare at hoppe ind og være vært på et program, jeg ikke har noget ejerskab af, men Loud skal jo ikke sendes før til april, så der er god tid til faktisk at udvikle noget virkelig spændene kulturradio,« siger Mattias Hundebøll, som dog også sender mange tanker til Radio24syv.

»Det er jo et fuldstændigt vanvittigt mord, politikerne har begået på den bedste radiostation i landet, men det er jo ikke Louds skyld, og man skal passe på med at sparke på dem.«

Musikken skal 'understrege dagens vejr'

Ifølge Loud skal musikken 'formidle budskab og oplevelser - mere end blot den musik, vi lytter til', og musikken i morgenfladen kan 'være udtryk for en følelse eller understrege dagens vejr.'

Og det oplæg finder Mattias Hundebøll interessant.

»Som udgangspunkt lyder det spændende, at musikken ikke længere er styret af en ligegyldig playliste, men har en sammenhæng med det redaktionelle indhold. Du kan sagtens sidde på P6, P3 og så videre og høre en vildt spændende snak, og så bliver den afbrudt af et Rasmus Seebach-nummer, som ikke har en skid med snakken at gøre,« siger han, men understreger, at han bestemt ikke har noget imod DRs kanaler.

Han savner bare en musikformidling, der ikke er styret af markedskræfter i musikbranchen.

Bag Loud står aktører som Roskilde Festival, spillestedet Vega, teatret Mungo Park og ni lokalradiostationer, og Mattias Hundebøll forventer, at det vil præge musikken, så der 'ikke kun spilles urban'.

»P3 og P4 har spillet grænseløst fallit (hvad angår musikformidling, red.). Det er én lang ligegyldig playliste, og jeg kan ikke høre på musikken, om jeg har tændt for Voice, NRG eller P3,« siger han og håber, at især lokalradiostationernes kendskab til lokalområdets kunstnere vil få nogle mindre kendte musikere frem i lyset.

Når det kommer til resten af Louds omfangsrige ansøgning, glæder Mattias Hundebøll sig til at høre, hvordan det hele ender, når radioen går i luften 1. april 2020.

»Det lyder rimelig kaotisk, og jeg ved ikke, hvordan de vil forene Nationalmuseet med studenterradio. Og så skal man passe på, at det ikke bliver for lavpandet, men jeg håber, de er friske på at eksperimentere og lave nogle skøre ting.«