Foran Radio24syvs rulledøre ligger roser og buketter, som lyttere har været forbi radioen for at aflevere som en hyldest til deres yndlingsradio.

Tirsdag fik de, og Radio24syvs ansatte, den triste nyhed om, at kanalen har tabt udbuddet om at drive en DAB-radio, og det er en flok nedslåede Radio24syv-ansatte, der tirsdag reagerer på nyheden om, at deres arbejdsplads lukker:

»Jeg håber, vi snart får politikere, der kan skille personligt nag fra en demokratisk beslutningsproces. Politikerne vandt, og journalistikken tabte i dén grad,« lyder det fra Ditte Okman, der er vært på programmet 'Det, vi taler om'.

»Jeg er egentlig ikke vildt overrasket. Politikerne har jo været meget tydelige omkring deres ønske om at lukke radioen,« fortsætter hun.

Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Udbuddet af DAB-kanalen er gået til Radio Loud, som består af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd, der sammen havde lagt billet ind på kanalen.

Og nye Radio Loud har Ditte Okman ikke ret meget til overs for:

»Hvis man vil have en radiostation, hvor de kan fortælle, hvad programmet er på Roskilde Festival, eller hvem der spiller i Vega, som du dybest set kan finde, hvor fuck du vil, ja, så kan de da hygge sig med det.«

Radio24syv lukker og slukker den 31. oktober, og så er det endegyldigt slut for radiokanalen, der i sine otte års levetid har vundet både priser og lyttere. Kanalen blev i sin tid skabt for at skabe konkurrence til P1.

Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Vi har det ikke godt. Der er total skuffelse herinde. Det har jeg aldrig prøvet før det her,« siger Radio24syvs nyhedschef, Kristoffer Eriksen og fortsætter:

»Det har ikke været givet. Alle har været nervøse, men vi troede på det. Vi har bevist, at vi kan. Vi har budt ind med det, vi kan. Det, havde vi troet, var det bedste bud. Personligt er det den største skuffelse i mit arbejdsliv.«

Han understreger, at han ikke har en plan B, og han har kun fire ord at sige til DAB-vinderne:

»Held og lykke, Loud.«

Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019.
Medarbejderne på radioen får besked om at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København, tirsdag den 22. oktober 2019. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Den ene af de to programchefer på Radio24syv, Mikael Bertelsen, fortæller, at selvom stemningen på radioen er trykket, så er de ansatte også taknemmelige:

»Selvfølgelig er det først et chok, men der hersker også taknemmelighed over at have været en del af den bedste taleradio nogensinde i Danmark - det kan man godt sige, uden at det lyder højrøvet - folk er taknemmelige for, at vi fik lov at lave fri taleradio uden mellemleder-boogiewoogie og lyttertalstyranni i otte år,« siger han.

»For to år siden vidste vi, at der ville komme et medieforlig, og der havde vi et valg mellem at please politikerne eller lade være. Der valgte vi en strategi, der gik på, at hvis vi sagligt og grundigt lægger os ud med alle, så kan de jo ikke lukke os,« fortæller Mikael Bertelsen og fortsætter:

»Den strategi slog fejl.«

Programchefen mener, at processen omkring medieforliget har været decideret amatøragtigt:

»Vi har det sidste halvandet år gennemgået en - i hvert fald indenfor det, jeg laver - sjældent set uskøn og amatøragtig proces. Medieforliget er amatøragtigt  - og det er jo rart, at det i hvert fald slutter nu.«

Selv nævner han ingen plan B, men han forsikrer, at han ikke er i tvivl om, at han selv og Radio24syvs ansatte nok skal finde andre karriereveje efter lukningen, fordi alle er 'dygtige og talentfulde'.

Indtil da sender Radio24syvs ansatte fortsat radio. Det gjorde de, da udbuddet blev afgjort tirsdag eftermiddag, og det fortsætter de med frem til den 31. oktober.