'Magtarrogance', 'mord på den fri presse', 'skam dig' og 'ufint at danse på andres grav'.
Kritikken af Dansk Folkeparti-formand Kristian Thulesen Dahl er til at føle på, efter han torsdag aften lavede et facebookopslag, hvor han bød Radio4 goddag og Radio24syv farvel. Men det kommer ikke bag på ham, at de vrede reaktioner er i overtal:
»Da jeg valgte at lave opslaget, besluttede jeg mig for ikke at kigge i kommentarsporet. Jeg synes, det er fuldt forståeligt, at folk reagerer, som de gør, på et tidspunkt, hvor Radio24syv er i gang med de sidste udsendelser.«
»Når jeg så alligevel laver opslaget, er det, fordi jeg synes, det i lang tid har drejet sig om Radio24syv. De har været gode til at italesætte deres eget stop som noget meget trist for medieverdenen. Det har jeg respekt for rent menneskeligt, men jeg vil gerne sætte fokus på den nye taleradio og glæde mig over, at der starter et nyt eventyr i medieverdenen.«
Men lykønskningen er malplaceret og et udtryk for manglende situationsfornemmelse, mener flere.
Og andre - jyder - giver i kommentarsporet udtryk for, at de aldrig har haft et ønske om, at en taleradio skulle ligge i Jylland, som Radio4 nu gør det.
Derfor stiller de sig uforstående overfor det krav, som Dansk Folkeparti i sin tid stillede. Et krav om, at et flertal af medarbejderne på den kanal, der sender over FM4-båndet, skal arbejde mindst 110 kilometer fra hovedstaden.
Alligevel mener Kristian Thulesen Dahl ikke, at Dansk Folkeparti har skudt ved siden af:
»Jeg mener, vi har gjort Danmark en tjeneste. Jeg er af den fulde overbevisning, at det tjener landet bedst, at journalistikken sker fra forskellige steder i landet. Det kommer til at ske nu, hvor vi har en taleradio i både Øst- og Vestdanmark.«
»Vi laver ikke en måling og laver politik efter den. Vi laver vores politik og så beder vi om opbakning. Vores politik har i mange år været at få mangfoldighed ind i mediebilledet.«
Og det handler mere om fysiske adresser end landsdækkende indhold. For Radio24syv var leveringsdygtige i landsdækkende journalistik, understreger Kristian Thulesen Dahl.
»Det handler ikke om, at man ikke kan sidde i København og ringe til en i Frederikshavn. Det handler ikke om, at det der sker i Esbjerg ikke bliver dækket. Det handler om, at journalister skal være placeret forskellige steder i landet og lave kritisk journalistik derfra,« fortæller han.
Partiformanden understreger desuden, at Dansk Folkeparti ikke er modstandere af den kritiske journalistik, Radio24syv bedrev.
Det bliver partiet ellers beskyldt for i flere kommentarer til Kristan Thulesen Dahls opslag.
»Vi er store tilhængere af kritisk journalistik. Hvis man ikke har en stærk og fri presse, forsumper tingene i samfundet,« siger han og fortsætter:
»Det her har aldrig været et angreb på Radio24syv eller bestemte programmer. Vi har bare gjort det klart, at vi gerne vil have landsdækkende presse frem for én, der klumper sig sammen i hovedstaden.«
Og koste, hvad det vil. Også stemmer. I kommentarsporet på partiformandens opslag skriver flere, at de ikke længere vil stemme på Dansk Folkeparti.
Men sådan er det, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl:
»Sådan er det altid, når man fører politik. Noget, vi har fuld forståelse for hos os, er, hvordan Radio24syv-journalister er lykkedes med at forvrænge nogle ting i forhold til det reelle billede.«
»Der er nogen, der har argumenteret for, at det har været Dansk Folkepartis kamp mod Radio24syv, men jeg understreger, at det ikke er det, det handler om. Det handler om at have en taleradio i øst og en i vest.«