Der blev drukket gravøl på Radio24syvs redaktion i København, da det tirsdag eftermiddag stod klart, at den otte år gamle radio skal lukke.

Det sker, efter radioen har tabt udbuddet om at drive en DAB-radio, efter de også mistede deres sendetilladelse til FM-båndet først på året.

Til gengæld blev der jublet hos vinderne - hos den endnu ukendte, endnu ikke-eksisterende radio Loud, som altså går i luften på DAB 1. april 2020.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige lige nu. Det ser ud til, at vi har fået en radiokanal. Det er fedt. Det er vildt fedt,« sagde kanaldirektør for Loud, Ann Lykke Davidsen, til DR kort efter afgørelse.

Nyhedschef på Radop24syv Kristoffer Eriksen, radiovært Ditte Okman og programchef Michael Bertelsen i forbindelse med at medarbejderne på radioen fik besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København.
Nyhedschef på Radop24syv Kristoffer Eriksen, radiovært Ditte Okman og programchef Michael Bertelsen i forbindelse med at medarbejderne på radioen fik besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal, på Radio24syv i København. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Bag radio Loud står en kreds af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.

Men blandt lytterne af den nuværende Radio24syv er der ikke megen tiltro til den nye radio, som kommer til at lave både nyhedsudsendelser, debat- og kulturprogrammer, satire, musikprogrammer og reportage.

Det fremgår efter et hurtigt kig på de sociale medier, som flyder over af både værter og lyttere, som begræder Radio24syvs lukning.

Journalist og vært på 'AK24syv' Per Lysholt skriver:

'Jeg har læst Radio Louds ansøgning, og det er simpelthen for vildt, at de vinder det udbud. De foreslår værter, der aldrig kommer til at arbejde for dem. De vil lave redaktionel reklame for deres ejere. Ideerne til programmer er håbløse og en hån mod radiofaget.'

Her henviser han formentlig til, at Loud, der ejes af bl.a. Roskilde Festival, allerede har annonceret, at man vil lave et radioportræt af Taylor Swift i forbindelse med hendes optræden på netop Roskilde Festival næste år.

Værterne, der 'aldrig kommer til at arbejde for dem', er en henvisning, der går igen flere gange på Twitter.

Flere er nemlig gået i arkiverne og har fundet den ansøgning, som Loud sendte til Radio- og tv-nævnet, hvor de bl.a. kommer med bud på, hvem der skulle agere morgenvært.

'Værter kunne profilmæssigt være Jacob Hingsley (Jacob Hinchely, red.), Sara Frost og Puty Pie (PewDiePie, red.),' skriver radioen i ansøgningen, som der er blevet gjort meget grin med de seneste dage.

Foruden stavefejlene i to af navnene påpeger flere, at det nok vil blive svært at hyre PewDiePie, verdens største YouTuber med knap 100 millioner følgere, til at lave natradio i Danmark, og at kanalen ikke har gjort deres research.

'Vil lige understrege, at jeg altså ikke skal lave et program med Puty Pie,' skriver f.eks. Jacob Hinchely - som altså ikke er en del af Loud.

Andre peger på, at lukningen af Radio24syv er en politisk beslutning for at slippe for kritiske spørgsmål til netop politkerne, da der ikke er lagt op til hårdtslående journalistik i ansøgningen til Loud, som bliver en ungdomskanal.

Enkelte ser dog også fremad mod den nye radio, som Loud vil lave.

'Bliver absolut spændende at følge den nye radio Loud. Vi har endnu til gode at se et stort medie lykkedes med konstruktive nyheder. Og vigtigt at få unge lyttere med. Håber at man, som 24syv har gjort, vil insistere på at gå nye veje og udfordre det etablerede,' skriver f.eks. Alternativets leder, Uffe Elbæk, på Twitter.

Og netop konstruktiv journalistik er et af de områder, som Loud vil sætte ekstra fokus på, fortæller kanaldirektør Ann Lykke Davidsen til Ritzau. Hun uddyber dog ikke præcis hvordan.

Foruden radio Loud og Radio24syv søgte DK4 Radio om tilladelse til at sende fra den nye DAB-kanal.