Tiende sæson af det populære DR-program 'Nak & Æd' er i fuld gang, men det seneste afsnit, som løb over skærmen onsdag aften, har fået flere seere op i det røde felt.
Programmets velkendte kronologi med ankomst, opsætning af lejr, godnat-tid, morgenmad og efterfølgende jagt blev ændret markant i det omdiskuterede afsnit.
Der blev i stedet klippet frem og tilbage i de forskellige segmenter, og den beslutning er ikke faldet i god jord hos trofaste seere.
'Hold kæft, hvor var det forfærdeligt. Jeg vil have mine licenspenge tilbage, hvis det fortsætter sådan der,' lyder det fra én af seerne på programmets Facebook-side, mens mange andre seere også har givet deres holdninger til kende:

'Den klipning var malplaceret', 'Det behøver I virkelig ikke at gøre igen', og 'Klipningen gør, at man kun ser det én gang.'
Hos DR forklarer man ændringen i i klipningen som en direkte konsekvens af naturens gang.
»Klipningen var ikke planlagt, men vi var nødt til at gøre det på den måde, vi gjorde. Naturen dikterer vores program, og omstændighederne gjorde, at vi ikke kunne tage på fisketur på andendagen, så vi måtte i stedet gøre det på den første dag. Vejret var simpelthen ikke med os,« fortæller programmets redaktør Anders Roholt til B.T.
Hvorfor valgte I ikke bare at udskyde optagelserne til en anden dag?

»Det var simpelthen ikke muligt at gøre det en anden dag. Det var nu, laksene var der, og vi skulle have programmet i kassen,« forklarer han.
Hos DR valgte man i stedet at gå på kompromis med kronologien, fordi det ifølge Anders Roholt gav bedst mening:
»Vi gjorde det uden helt at have overvejet konsekvenserne, men da vi kommer hjem, kan vi godt se, at den vigtige dramaturgi er ødelagt. Derfor valgte vi at genskabe dramaturgien på bekostning af kronologien.«
'Nak & Æd' har ofte hundredetusindevis af seere, og derfor ville det ifølge Anders Roholt også være mærkeligt, hvis der ikke var nogen af dem, der blev utilfredse med klipningen.

»Vi vidste godt, at der nok var nogle seere, der ville reagere negativt på det, men hvis folk ser det igen med tanke på vores valg in mente, så tror jeg også, folk kan se, det giver bedre mening,« siger han og tilføjer:
»Jeg kan godt forstå, at trofaste seere tænker, det grænser til utroskab. Det er lidt et kærlighedsforhold, men derfor skal vi ikke være bange for at skubbe til seernes forestilling.«
Faste seere af progammet, der i denne sæson er flyttet fra DR 2 til DR 1, kan dog ikke få en garanti på, at den samme klippeteknik ikke vil ske igen.
»Vi er glade for afsnittet, og vi synes selv, det er vellykket, og derfor fortyder vi heller ikke, at vi gjorde det. Men om vi vil gøre det igen, kan jeg ikke udelukke, fordi det er naturen, der bestemmer det. Vi vil dog bestræbe os på at lade den velkendte kronologi styre den fremtidige klipning,« afslutter Anders Roholt.