'Et monster'.

Sådan beskrev Hollywood-stjernen Salma Hayek den i dag voldtægtsdømte filmproducent Harvey Weinstein i en kronik i New York Times tilbage i 2017.

I kronikken afslørede hun blandt andet, hvordan hun som ung upcoming skuespillerinde blev truet på livet af Harvey Weinstein, fordi hun blandt nægtede at gå i bad med ham og nægtede at lade ham give hende oralsex.

I et nyt interview med London Evening Standard fortæller hun nu, at hun indtil kronikken troede, at hun havde lagt traumet bag sig, men at hun så sig nødsaget til at hive det hele frem igen, efterhånden som flere og flere kvinder stod frem med anklager mod Weinstein.

Salma Hayek.
Salma Hayek. MARIO ANZUONI

»Det overraskende er, at jeg troede, jeg var helbredt, men så kom alting op igen, og jeg indså, at jeg ikke var helbredt. Jeg havde fortrængt det,« siger den 54-årige skuespillerinde, der i øjeblikket er aktuel med filmen 'Bliss'.

Salma Hayeks oplevelser fandt sted under optagelserne til filmen 'Frida' fra 2002. Filmen var den første store hovedrolle for den dengang unge skuespillerinde, som anså filmen for hendes mulighed for et stort gennembrud i branchen.

Filmen blev en kæmpe succes og fik flere Oscar-nomineringer, men bag kulissen var filmen altså langt fra en succes for Salma Hayek, som først stod frem med sine oplevelser 15 år senere.

'Jeg havde hjernevasket mig selv til at tænke, at det var ovre, og jeg havde overlevet; Jeg gemte mig fra ansvaret om at fortælle min historie med undskyldningen om, at nok personer var stået frem og havde sat fokus på mit monster,' forklarede Hayek i 2017 om årsagen til, at hun først stod frem så sent.

Harvey Weinstein.
Harvey Weinstein. ANGELA WEISS

I det nye interview med London Evening Standard fortæller hun, at hun forsøgte at overkomme sine oplevelser med den i dag 68-årige filmproducer bedst muligt.

»Jeg tilpassede mig og kom videre. Og jeg blev da også helbredt på en eller anden måde, for jeg formåede at vokse på trods af det. Men det var smertefuldt meget længe,« siger hun.

Harvey Weinstein, der lige nu afsoner en 23 år lang fængselsstraf, har tidligere nægtet anklagerne fra Salma Hayek.