Skuespillerinde Salma Hayek, som er kendt for at slå et slag for ligestillingen, skal være med til at lave en ny serie om bryster.

Det er en tv-serie, som skal laves til streamingtjenesten HBO Max, og skal man tro skuespillerinden, bliver det ikke lig noget, man tidligere har set, skriver New York Post.

Historien, som komedieserien har som udgangspunkt, drejer sig nemlig om en 40-årig kvinde, hvis bryster begynder at tale til hende.

Og Hayek lægger ikke skjul på, at hun er begejstret for det nye koncept:

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

»Vi er så taknemmelige for, at HBO Max er indsigtsfulde og modige nok til at udvikle denne serie med os,« lyder det fra produceren og skuespillerinden, inden hun uddyber:

»I serien 'In a Boob's Life' (I et brysts liv, red.) bruger vi brysterne som en metafor for den konstante vurdering, som kvinder er genstand for, hvilket skaber en generel følelse af, at lige meget hvad vi gør, er det ikke godt nok. I denne serie giver vi brysterne en stemme, som tager os igennem en kvindes liv fra et unikt perspektiv, som vi ofte ikke tør at tage.«

Den 40-årige kvinde, der er seriens omdrejningspunkt, hedder Leslie.

Et navn, hovedpersonen deler med forfatteren Leslie Lehr, der står bag bogen 'A Boob’s Life: How America’s Obsession Shaped Me – and You'. Bogen, som serien er baseret på.

Salma Hayek og Leslie Lehr er begge producere på serien.

Tidligere har Salma Hayek – foruden at lave en serie om kvinders vilkår – også talt kvindes sag i andre tilfælde. Det gjorde hun eksempelvis, da hun i 2018 ved filmfestivalen i Cannes foreslog, at mandlige skuespillere gik ned i løn som et led i at udligne forskellen imellem kønnenes aflønninger i skuespilbranchen.

Derudover tog Salma Hayek også bladet fra munden i den meget omtalte MeToo-sag mod filmmogulen Harvey Weinstein.

Her genoplevede hun nogle af de traumer, manden påførte hende, da hun nægtede, at han måtte give hende oralsex og gå i bad med ham. Noget, hun fortæller, fik Weinstein til at true hende på livet.

Skuespillerinden, som oplevede Weinsteins grænseoverskridende adfærd som ung, forklarede for nylig, at hun af hensyn til de andre kvinder i sagen følte sig nødsaget til at stå frem.