Lyt til artiklen

Kun få dage efter en operation troppede iværksætteren og den tidligere investor fra 'Løvens hule' Ilse Jacobsen lørdag op til Christian Stadils vilde fødselsdagsfest.

»Jeg har jo lovet Christian at møde op, så det har jeg kæmpet lidt for,« lød det fra den 62-årige gummistøvledronning, der det seneste år har kæmpet mod en aggressiv lymfekræft.

Efter flere omgange med kemo og indlæggelse blev hun sidste weekend atter dårlig med mavesmerter og måtte indlægges igen.

Denne gang viste en scanning, at det dog ikke var kræften, men galdesten, der drillede, og derfor blev Ilse Jacobsen efterfølgende opereret.

Ilse Jacobsen glædede sig til at møde sit netværk igen.
Ilse Jacobsen glædede sig til at møde sit netværk igen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg er træt, hvis jeg skal være ærlig. Nu var det et hårdt indgreb, men det gik godt,« fortalte hun lørdag ved indgangen til festen, der blev holdt i haven i Christian Stadils hjem i Holte.

Her fejrede Hummel-milliardæren sin forsinkede 50-års fødselsdag med en fødselsdagsfestival over to dage, hvor både Tessa og Suspekt gav koncert, og hvor støjniveauet tilsyneladende blev så højt, at han kom på kant med naboerne, og politiet måtte tilkaldes.

Christian Stadil havde inviteret hele 500 gæster, deriblandt en del af kollegaerne fra 'Løvens hule', hvor Stadil selv i en årrække medvirkede som investor.

Mens Ilse Jacobsen, der var troppet op i skrigende pink for at imødekomme Stadils udfordrende dresskode, ventede i køen for at blive fotograferet før indgangen til den store fest, fortalte hun ærligt om, hvor frygteligt det er at have kræft.

»Det er hårdt. Mega hårdt. Det er en ond sygdom. Jeg vil ikke ønske det for nogen. Jeg synes virkelig, at det er hårdt,« sagde hun og fortalte, at det havde ramt hende både psykisk og fysisk.

Ilse Jacobsen havde også sin mand, Jesper Bo Jacobsen, med til festen.
Ilse Jacobsen havde også sin mand, Jesper Bo Jacobsen, med til festen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun har tidligere i et interview med B.T. fortalt, hvordan hun har mistet appetitten, tabt sig meget, og hvordan medicinen blandt andet har givet hende mareridt om, at hendes venner fik skåret halsen over, og hendes hund, Konrad, blev mishandlet.

»Man skal virkelig kæmpe med at spise og humøret og alt. Og træne dine ben op og din krop, og der er mange ting.«

»Jeg er ret chokeret. Jeg har egentlig aldrig rigtig vidst, hvad kræft egentlig var, og hvordan sygdommen var. Men det ved jeg i hvert fald nu,« sagde hun lørdag.

I løbet af sin sygdom har Ilse Jacobsen tabt sig 23 kilo, og det var formentlig også derfor, at hun fik galdesten.

»Det kan godt fremprovokere, at der kommer galdesten,« sagde hun og tilføjede dog, at hun var glad for, at operationen gik godt.

Det var i 2021, at Ilse Jacobsen blev ramt af kræft.
Det var i 2021, at Ilse Jacobsen blev ramt af kræft. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»De er dygtige oppe på Hillerød (sygehus, red.). Det er sådan et helt girl team power, kirurgerne. De var seje. Virkelig seje.«

Selvom Ilse Jacobsen allerede har været igennem en del behandlinger, så er hun dog endnu ikke færdig. I næste uge skal hun atter indlægges:

»Jeg skal igennem en stor en i næste uge, hvor jeg skal indlægges i tre uger og have stamceller sat ind og en høj dosis kemo, så det er den hårdeste nød, jeg skal knække,« sagde hun og forklarede, at håbet er, at stamcellerne skal hindre, at hun ikke får ødelagt sit knoglevæv.

Derfor var hun glad for, at hun kunne deltage i Christian Stadils fest:

»Jeg har ikke snakket med mit netværk her i et år. Jeg har været syg og væk fra mit arbejde i et år. Så jeg trænger også til at få luftet ørerne lidt,« lød det fra Ilse Jacobsen, der fortalte, at hun savnede at møde andre mennesker, da hun har været meget isoleret grundet sin sygdom, da hun ikke tåler at få for mange infektioner.

Hun håber dog, at den næste kemobehandling bliver den sidste.

Ilse Jacobsen har både mistet sit tykke, lange hår og en masse kilo under kræftforløbet.
Ilse Jacobsen har både mistet sit tykke, lange hår og en masse kilo under kræftforløbet. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg håber virkelig på det. Hver gang jeg kommer op, bliver jeg smidt ned i hullet igen,« sagde hun og fortalte, at hele kræftforløbet virkelig også har drænet hende for energi.

Derfor har Ilse Jacobsen også for første gang måttet overlade kontrollen med sit livsværk – forretningen Ilse Jacobsen – til andre.

»Jeg har ikke lige energi til at læse en mail. Min energi er lig nul.«

Kræftforløbet har dog også givet hende et andet perspektiv på livet:

»Lige pludselig får livet en helt andet mening. Jeg skal lige pludselig til eksamen i livet, hver gang jeg skal op og høre om, hvordan en scanning er gået. Så ved du ikke, om du er købt eller solgt. Det er ligesom bestået eller ikke bestået.«

»Så tingene bliver sat lidt i perspektiv. Det er helt sikkert.«