Nu har Danmarks største gavflab sunget sin sidste sang.

Søndag samlede hele Danmark sig omkring den triste nyhed om Kim Larsens død.

Mindst 19.000 danskere tændte lys i vinduet derhjemme søndag aften, ifølge tilmeldingerne på Facebook-siden 'Jeg sætter lys i mit vindue'. I København og i Odense, to byer, hvor Kim Larsen havde sin gang, blev der bl.a. lagt blomster, cigaretter, stillet ølflasker og lagt kort med rørende mindeord.

Et af verdens største rockbands, irske 'U2', hyldede Kim Larsen, da de søndag aften spillede foran et udsolgt Royal Arena i København.

Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), udsendte en officiel meddelelse, hvor han delte private minder om Kim Larsen og bl.a. skrev: 'Det gør mig trist.'

Kim Larsen, sanger, står på kanten af en bro i Rom og spiller guitar og synger. Vis mere

På Brøndby Stadion hyldede titusindvis af foldboldfans Kim Larsen i halvlegspausen i kampen mellem Brøndby og AC Horsens. Det gjorde de med fællessang ('Susan Himmelblå' og 'Midt om natten') og med en kæmpe klapsalve på en måde, der ifølge B.T.s journalist på stedet var, så hårene på armene rejste sig.

Det var en kollektiv hyldest af usammenlignelige dimensioner. Og som næppe før er set på et dansk fodboldstadion.

Mandag er de landsdækkende avisers forsider ryddet med store billeder og ord om Kim Larsen. Flere avisledere, herunder hos Berlingske og Politiken, er også dedikeret til ære for Kim Larsens minde og med ord om sangerens markante og unikke plads i danskernes hjerter.

Og i løbet af søndagen strømmede de sociale medier over med hyldester, mindeord og billeder om, til og med Kim Larsen.

Kim Larsen. Vis mere

Søndag den 30. september 2018 var mange danskere i sorg over Kim Larsens død.

I december blev han indlagt på hospitalet i Odense efter et ildebefindende. I forbindelse med de efterfølgende undersøgelser blev det konstateret, at nationalskjalden havde prostatakræft. Prognoserne var gode. I starten af juni var Kim Larsen tilbage i øvelokalet med sit band for at forberede sommerens koncerter. Flere koncerter blev siden gennemført, men i juli kunne manager Jørn 'Ørn' Jeppesen oplyse, at syv koncerter, planlagt over 10 dage i Norge, nu var aflyst:

»Norge er helt anderledes strabadserende at turnere i med lange afstande og dermed en meget ujævn rytme. Og syv koncerter på ti dage sammen med rejseriet deroppe er for meget«.

Kim Melius Flyvholm Larsen, som hans fulde navn lød, blev født i København, hvor han voksede op. Han flyttede ind på Sofiegården på Christianshavn i midten af 1960’erme.

Kim Larsen og Kjukken spillede fredag den 16 januar en udsolgt koncert i Viften, Rødovre Kim Larsen spiller på Viften i Rødovre Vis mere

Her mødte han Franz Beckerlee og Wili Jønsson, som han sammen med Bjørn Uglebjerg dannede gruppen Gasolin' med. Bandet blev Danmarks største, men opløst i 1978. Kim Larsen markerede sig dog også som solist. Som spillemand, som han gerne så sig selv omtalt, solgte han mere end tre millioner plader og leverede en perlerække af hits. Den første soloplade, 'Værsgo' fra 1973, havde numre som 'Joanna' og 'Det er i dag et vejr'.

Nationalskjalden flyttede fra sit Christianshavn, da han mødte sin hustru, Liselotte Kløvborg Larsen. Parret slog sig ned i Odense, hvor Kim Larsen døde søndag morgen. Omgivet af sine nærmeste.

Kim Larsen blev 72 år.

Æret være hans minde.

Kim Larsen er død. Han blev 72 år. Vis mere