'Vi skal gå hånd i hånd, gennem livet du og jeg.' Sådan lyder indledningen på Keld Heicks landeplage fra 1968, som kunne være overskriften på hans og Hilda Heicks eget liv. Men tro ikke, at det kun er sødladne smil, der flyver gennem luften hjemme hos Keld og Hilda.
»Der er røget en del porcelæn gennem årene,« kommer det med et veltilfreds smil fra Hilda Heick.
De er blevet 74, har været sammen, siden de var 14. De har aldrig haft andre kærester.
Nu sidder de, om ikke hånd i hånd så side om side i haven i Vedbæk og har svært ved at forestille sig, hvordan livet havde set ud, hvis skæbnen ikke havde ført dem sammen i 1954, og de syv år efter blev kærester.
»Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at jeg var gift med en anden end Hilda,« kommer det ligeud fra Keld Heick, som ser næsten hjælpeløs ud ved tanken.
»Mit liv havde ikke været så sjovt og spændende, hvis det ikke havde været for Keld. Så havde jeg sikkert været gift med en kedelig mand, som kom hjem hver dag klokken 16 med mappen under armen,« siger Hilda Heick med himmelvendte øjne. »Al det sjove og det impulsive, dét er din fortjeneste.« Og så smiler hun til manden i sit liv.
Men det har ikke kun været en dans på roser. For som Hilda Heick blankt må erkende, var hun i mange år en af de bedste elever i flinkeskolen. Og dermed en stærk kontrast til Keld, der hører til i den mere temperamentsfulde ende.
»Vi kunne lige så godt være vokset hver vores vej. Vi var trods alt kun store børn, da vi lærte hinanden at kende,« siger Hilda.
»Men vi ville også hinanden. Så vi har nok begge to klippet en hæl og kappet en tå,« supplerer Keld.
Ved en enkelt lejlighed var de dog tæt på at få kappet mere end dét.
Spørger man, hvad der kan få dem op i det røde felt, kigger de på hinanden og siger 'små åndssvage ting'.
»Men der er da røget noget porcelæn gennem årene i arrigskab over, at du er så flegmatisk,« kommer det fra Hilda.
»Du har da også kastet en gaffel efter mig en gang,« tilføjer Keld om dén dag, hvor han kunne have fået kappet noget af sit hoved.
»Ja, men du dukkede dig, og så hamrede den ind i køleskabet og ødelagde døren, så vi måtte få en ny,« griner Hilda og tilføjer: »Det var jo åndssvagt at blive så tosset, men du var så provokerende!«
Ingen af dem husker længere, hvad årsagen var til det, eller mange af de andre store skænderier, de har haft gennem årene. Men begge erkender de, at det var en kunstart, de var nødt til at lære, hvis det skulle fungere.
»Jeg har skullet lære at slå fra. Jeg var from som et lam, da jeg mødte dig,« indrømmer hans kone.
»Og det var dødirriterende. Irriterende at hidse sig op, som jeg kunne dengang, uden at få noget modspil,« siger Keld og fortsætter:
»Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til dig: 'Nu må du kraftedeme svare igen. Du skal blive sur, ellers er der ikke noget ved at hidse sig op'. Og det lærte du så temmelig godt.«
Men vigtigst af alt har de lært at grine ad det hele. Er lattermilde og højst uvenner 10 minutter ad gangen.
»Vi har altid fået diskuteret tingene. Vi er aldrig gået i seng som uvenner,« siger Hilda, og Keld tager over: »Jeg tror heller ingen af os kunne sove, hvis vi var uvenner.«
