Det er både surrealistisk og voldsomt at være den første influencer i danmarkshistorien, der er tiltalt for brud på markedsføringsloven.

Det fortæller Mia Sand, der står bag profilen Miss Mia Fit, der er den tiltalte hovedperson i sagen.

Måske har du aldrig hørt om hende, men hendes Instagram-profil har mere end 1,4 millioner følgere.

Og på Facebook følger næsten 100.000 med, når den 32-årige kvinde lægger opslag ud under navnet Miss Mia Fit.

Ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har i hvert fald 23 af opslagene på netop disse profiler indeholdt skjult reklame.

»Jeg kan sagtens forstå, at reglerne skal følges, når de er der. Det er ikke, fordi jeg føler mig hævet over reglerne.«

»Men det var surrealistisk at blive politianmeldt og siden tiltalt, når jeg nu havde været i dialog med Forbrugerombudsmanden,« fortæller Mia Sand om den situation, hun er havnet i.

Hun blev for et års tid siden kontaktet af Forbrugerombudsmanden, der gjorde hende opmærksom på, at flere af hendes opslag ikke levede op til loven.

Som resultat heraf rettede hun straks ordlyden i omtrent 100 opslag, fortæller hun. Alligevel var hun blandt de fire influencere, som Forbrugerombudsmanden i august politianmeldte.

»Jeg ser med stor alvor på overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame, for der må ikke være tvivl om, hvornår vi som forbrugere møder markedsføring,« sagde forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i den forbindelse.

De opslag, der er nævnt i anklageskriftet, som er rejst i sagen, er dem, Mia Sand valgte ikke at ændre i sin tid.

Det drejer sig om nogle opslag med tøjmærker, som hun på et tidligere tidspunkt havde haft et samarbejde med.

Hun fortæller, at hun – da hun lagde de omtalte opslag op – blot lavede en venlig henvisning, da hun taggede tøjmærkerne i opslagene.

»Jeg mener ikke, der er tale om brud, da opslagene ikke er lavet i reklameøjemed. Derfor mener jeg ikke, at jeg er skyldig i det, jeg er tiltalt for.«

Influenceren, der er mor til to drenge, bor i Hvidovre med sin kæreste og er uddannet personlig træner, fortæller, at hun ikke lever af sine aktiviteter på de sociale medier.

»Jeg tjener virkelig ingen penge på det, så det er bare grotesk, at jeg er tiltalt for som erhvervsdrivende at ville snyde folk. Særligt, når jeg var på barsel og fik barselsdagpenge i perioden.«

Mia Sand startede med at lægge billeder på Instagram for cirka fem år siden. Siden har det grebet om sig, og hun får i dag hjælp af sin kæreste, når der skal tages flotte billeder.
Mia Sand startede med at lægge billeder på Instagram for cirka fem år siden. Siden har det grebet om sig, og hun får i dag hjælp af sin kæreste, når der skal tages flotte billeder.
Vis mere

Står det til anklagemyndigheden, skal Mia Sand idømmes en bødestraf på 120.000 kroner. Og det er penge, som Mia Sand ikke ved, hvordan hun skal betale.

»Folk siger ofte, at jeg bør være millionær, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg er bare helt almindelig,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, at en bødestraf på 120.000 kroner er voldsom. Hvis jeg bliver dømt skyldig, vil den bøde følge mig resten af livet.«

Først politianmeldelsen og siden tiltalen har fået betydning for, hvordan den personlige træner nu bruger sine profiler.

»Det har virkelig taget pusten fra mig, og nu tænker jeg meget over, hvad jeg lægger op, og hvad jeg skriver.«

Miss Mia Fit-profilerne har eksisteret i fem år og har med tiden vokset sig større, end Mia Sand kunne have forestillet sig.

Hun frygter dog ikke, at sagen vil få konsekvenser for hendes troværdighed i forhold til de mennesker fra ind- og udland, der følger med.

»Jeg går meget op i ærlighed, og at man fortæller sine følgere, hvordan tingene hænger sammen. Hvis folk så vil synes, at jeg er en idiot på grund af sagen, kan jeg jo ikke ændre på det.«

For nuværende kan Mia Sand bare se til og vente. Sagen er nemlig ikke berammet endnu. Hun glæder sig dog ikke til den dag, hun skal i retten og forsvare sig.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere i retten. Jeg er meget påvirket af sagen og kan mærke, at jeg får en klump i halsen, når jeg taler om den.«

Heldigvis – fremhæver hun – har hun en sød kæreste, der holder modet oppe, er positiv og optimistisk. Han har også haft betydning for, at hun nu står frem i B.T. og fortæller sin side af sagen.

»Det er den første sag af sin slags i Danmark, og alle kommer til at tale om den. Derfor er det vigtigt for mig at komme til orde og fortælle, hvordan jeg har oplevet det hele.«