En dansk influencer er blevet tiltalt for lavet opslag på sociale medier uden at gøre det tydeligt, at der var tale om reklame. Det skriver DR, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.

Det er anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, der har rejst tiltalen som følge af en anmeldelse fra Forbrugerombudsmanden.

I august anmeldte myndigheden fire konkrete influencere for at have forbrudt sig mod markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.

»Jeg ser med stor alvor på overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame. For der må ikke være tvivl om, hvornår vi som forbrugere møder markedsføring,« udtalte forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen dengang.

Yderligere 33 influencere blev i samme forbindelse undersøgt. Heraf fik ti en indskærpelse og otte blev orienteret om lovgivningen, lød det dengang.

Den nu tiltalte influencer er den første af sin slags, der bliver hevet i retten for at have forbrudt sig mod markedsføringsloven.

Ifølge DR er der i der i alt ni anklagepunkter i sagen, og står det til anklagemyndigheden, skal pågældende idømmes en bødestraf på 120.000 kroner.

B.T. forsøger i skrivende stund at skaffe sagens anklageskrift.