Lyt til artiklen

Christiane Schaumburg-Müller har mistet sit barn 21 uger inde i graviditeten.

Det skriver hun i et opslag på Instagram.

»I 21 uger bar jeg dig i maven - ventede så ængsteligt på at få dig i mine arme. Du blev til i kærlighedens tegn, og fra dag et af graviditeten har vi elsket dig og ventet på dig med længsel,« skriver hun.

Hun skriver, at hun fødte ham i torsdags, og at han nu er en stjerne på himlen.

»Sorg tynger vores hjerter, og lige nu prøver jeg at navigerer i det følelsesmæssige hul og kaos i min krop. Smerten og sårbarheden er en konstant.«

Hun takker sine venner og familie for den fantastiske støtte og omsorg, de modtager i den her svære tid.

Christiane Schaumburg-Müller fortæller også, at drømmen om en fremtidig familieforøgelse ikke er slut.

Den tidligere 'Vild med dans'-vært er forlovet med Daniel Åxman.

Han har to døtre fra tidligere forhold, mens Christiane Schaumburg-Müller har en søn fra sit tidligere forhold med rapperen L.O.C.

»Heldigvis er vores anker vores tre elskede sammenbragte børn og vores stærke kærlighed til livet og hinanden,« skriver hun i opslaget og siger, at de nu vil fokusere på det smukke, de har og på at finde styrken igen.