Kampen er kun lige fløjtet af, og så står de der. Hver gang.

Og hvis du har set bare en smule sport i tv'et de seneste par år, så kan du heller ikke have undgået at bemærke dem.

For når de store sportsstjerner er på vej til at forlade banen, bliver de altid mødt af et inferno af børn, der står klar med skilte og vilde råb for at få fat i blandt andet deres spillertrøjer.

Men det skal stoppe nu, mener den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen, der er dødtræt af dét, som han selv kalder for en »kræver-kultur«.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det siger han til Helsingør Dagblad.

»Jeg stiller meget gerne op, men der er en grænse, og jeg kan ikke forstå, at det ikke kan være fint nok med et billede og en autograf. Jeg har selv jagtet autografer, og så var man glad, når det lykkedes at få en. Sådan bør det være, og sådan var det også, sidst jeg spillede i Danmark,« siger Mikkel Hansen til Helsingør Dagblad.

Den danske landsholdsspiller forklarer videre, at der hver eneste uge er adskillige børn, der spørger efter hans trøje, sko og endda strømper.

35-årige Mikkel Hansen vendte i sommer hjem til dansk håndbold efter 10 år i den franske storklub Paris Saint-Germain.

Her har han skrevet under på en kontrakt med Aalborg Håndbold frem til sommeren 2025.

Andre læser også