(B.T. i Debrecen): Torsdag går det løs, når Danmark skyder EM i gang mod Montenegro.
Men i dagene op til har det ikke overraskende været frygten for coronasmitte, der har været genstand for hed debat. I stedet har et stort fokus hvilet på det danske landsholds transportvalg til ungarske Debrecen, hvor danskerne spiller gruppespillet.
Mens andre lande såsom Sverige chatrede et fly, valgte Dansk Håndbold Forbund (DHF), at landsholdsspillerne skulle flyve med rutefly med mellemlanding i Amsterdam. En beslutning, der har vakt undren i forhold til at holde coronasmitte for døren.
Selv vil landstræner Nikolaj Jacobsen ikke ind i debatten.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Den beslutning er der andre, der træffer, så rejser jeg på den måde, som jeg får besked på,« siger han.
Diskussionen fylder heller ikke noget på holdet, siger landsholdsanfører Niklas Landin, der synes, at corona stjæler for meget fokus fra det sportslige.
»Jeg er egentlig fint tilfreds med fokusset på holdet. De eneste, der som sådan bringer nyheden om rutefly op, er jer medier. Jeg tror, vi på holdet er kommet videre fra diskussionen omkring rejsen,« lyder det fra Landin.
Beslutningen om at flyve med rutefly vakte ellers bekymring hos flere håndboldeksperter heriblandt B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.
»Der er ret stor smitterisiko forbundet med at sætte sig på et rutefly. Derfor er det uforståeligt, at DHF ikke vælger at bruge pengene på at leje sit eget fly og sørge for at fragte spillere og ledere sikkert ned til Ungarn,« lød det blandt andet fra Paaske, der tilføjede:
»Jeg er helt med på, at DHF ikke vælter sig i penge. Men dyrere er det trods alt heller ikke at chartre et fly. Det burde være en opgave, der er til at løse. Jeg synes, det er en helt unødvendig risiko at løbe.«
Også landsholdsspiller Mads Mensah var ude med riven, da han kaldte beslutningen for 'tåbelig'. Sportschef Morten Henriksen har forklaret valget som et spørgsmål om økonomi. Det danske landshold er dog ikke det eneste hold, der har valgt at flyve med rutefly. B.T.s udsendte var selv i selskab med de hollandske landsholdsspillere tirsdag fra Amsterdam.
Optakten til EM har været præget af smittetilfælde hos flere landshold, og onsdag var Frankrig ude med en markant kritik af forholdene på deres hotel. Danmark har selv problemer med forholdene omkrig buffeten, hvor ikke alle bruger handsker. Det kan du læse mere om her.



