De er olympiske mestre og går ind til EM-slutrunden som Danmarks absolut største konkurrent.

Men lige nu er det ikke kun udsigten til at skulle kæmpe om EM-guldet, der fylder for det franske landshold. Frygten for at blive ramt af coronavirus fylder meget, og den frygt er ikke blevet mindre, efter de er ankommet til Ungarn.

Nikola Karabatic og resten af de franske stjerner er nemlig stærkt rystet og utilfredse med det syn, de blev mødt af, da de tjekkede ind på deres hotel.

»Vi var forbløffede, for ikke at sige chokerede, over de forhold, som vi er blevet mødt med. Vi fulgte strenge protokoller for ikke at få corona, og vi ankommer her til hotellet blandt gæster, der ikke bærer mundbind. Og at vi skulle spise sammen med andre gæster,« siger superstjernen Karabatic ifølge det franske medie Handnews.

Han bliver bakket op af den franske målvogter Vincent Gérard:

»Når vi ankommer til hotellet og ser folk gå i badetøj på vej hen til hotellets svømmebassin uden masker eller noget, så kommer det som et chok. Niveauet af restriktioner er mildest talt anderledes,« siger målmanden.

Den franske sportsavis L’Equipe skriver, at det franske landshold har klaget til det europæiske håndboldforbund, hvor sagen nu er landet på generalsekretæren Martin Hausleitners bord.

»Han forpligtede sig til, at det ville blive ændret. Det var en organisatorisk fejl,« udtaler den franske manager Philippe Bana.

Frankrig har været hårdt ramt af coronasmitte forud for EM-slutrunden, ligesom flere profiler også har været nødsaget til at melde afbud på grund af skader.

Mens flere andre EM-trupper har haft store problemer med smitte, har Danmark blot haft et enkelt tilfælde. Her er det målmand Jannick Green, der har måttet blive hjemme i Danmark, indtil han afleveret to negative pcr-test.

Danmark åbner torsdag aften EM-slutrunden mod Montenegro. Du kan følge kampen live her på bt.dk fra klokken 20.30.