Golfstjernen Tiger Woods smider sandhederne på bordet.

Og det gør han i bogen 'Back', som bliver udgivet verden over. Det afslørede han selv og selskabet bag, HarperCollins, tirsdag.

»Jeg har været i rampelyset længe, og på grund af det er der blevet lavet bøger, artikler og tv-programmer om mig,« siger Tiger Woods i en pressemeddelelse.

»De har været fyldt med fejl, spekulationer og forkerte ting. Denne bog er min endelige historie,« siger golfstjernen, der i august blev opereret i knæet.

Han satser dog på at komme tilbage til den golfbane, han har været på i så mange år. En bane, han også har måttet holde pauser fra på grund af store problemer med ryggen. Men han kom tilbage, og nu er han klar til at fortælle hele sin historie.

»Bogen er skrevet med mine ord og udtrykker mine tanker. Den beskriver, hvordan jeg føler, og hvad der er sket i mit liv,« lyder det fra Tiger Woods, der har arbejdet på bogen længe.

HarperCollins mener, at at bogen om golfstjernen bliver 'årtiets udgivelse'.

Og der er da også masser af emner at tage op for Tiger Woods, der har fået stor opmærksomhed gennem sit liv og sin karriere - og ikke kun for bedrifter på golfbanen, for han er også adskillige gange kommet i mediernes søgelys for sine eskapader i privatlivet.

Golfstjernen Tiger Woods skriver en ny bog.
Golfstjernen Tiger Woods skriver en ny bog. Foto: SAM GREENWOOD
Vis mere

I maj i år blev han sagsøgt efter en dødsulykke, efter en 24-årig bartender kørte galt og omkom efter en vagt, hvor han havde fået serveret alkohol på restauranten 'The Woods' - ejet af den verdenskendte golfstjerne.

To år tidligere blev han anholdt, da politiet fandt ham sovende og holdende ved vejsiden i hjembyen Jupiter.

Ifølge et lokalt medie fortalte golfstjernen politiet, at han havde taget fire receptpligtige medikamenter, som han havde adgang til.

En video af anholdelsen dukkede efterfølgende op, og den viste en Tiger Woods, der havde tydeligt svært ved at fokusere, og han måtte alkoholtestes.

Tiger Woods og hans daværende kone, Elin.
Tiger Woods og hans daværende kone, Elin. Foto: HANS DERYK
Vis mere

På privatfronten kom han også i problemer, da det for adskillige år siden kom frem, at Tiger Woods var sin daværende kone utro med mange elskerinder. Noget, der endte som et tv-drama, da den amerikanske krimiserie 'Law & Order' hentede inspiration hos golfstjernen.

Et afsnit kredsede nemlig om ham og ekskonen Elin Nordegren - nærmere bestemt en episode hvor Tiger Woods kørte galt, efter Nordegren havde jagtet ham med en golfkølle i raseri over de mange affærer.

Det fremgår da også, at bogen kommer til at berøre mange emner fra amerikanerens liv.

'Fra at skulle kæmpe mod race-forskelle som ung til at vokse op til at blive en hyldet golfstjerne. Fra at opnå uventet berømmelse og global status som et ikon, til at kæmpe med ødelæggende injurier og personlige problemer,' lyder blot en del af beskrivelsen.

Derudover kommer bogen også til at handle om Tiger Woods' kamp tilbage fra de mange fysiske problemer, skriver forlaget.