Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods sigter efter et oktober-comeback efter en operation i knæet.

Golfspilleren Tiger Woods er blevet opereret i sit venstre knæ for femte gang i karrieren.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Amerikaneren, der for alvor har meldt sig tilbage i verdenseliten, har gennemgået en kikkertoperation på grund af en bruskskade.

Ifølge lægen Vern Cooley er Woods også blevet undersøgt for yderligere skader, men der er ikke fundet mere i golfstjernens knæ.

Derfor regner han med at være tilbage på træningsbanen inden længe.

- Jeg kan gå nu, så jeg håber, at jeg kan genoptage træningen i løbet af de næste uger, siger Woods i en udtalelse på Twitter.

Dernæst sigter han efter deltagelse i ZoZo Championship, der spilles fra 24. til 27. oktober i Japan.

Senere på året skal han efter planen deltage i Hero World Challenge i Bahamas og senere i Presidents Cup i Australien. Begge er i december.

Ifølge agenten Mark Steinberg bør operationen ikke få nogen indflydelse på Woods' planlægning i efteråret og vinteren.

Woods har også haft store problemer ryggen de senere år. Han har gennemgået fire rygoperation - den første i 2014 og den seneste i 2017.

Året efter vendte han tilbage og vandt han Tour Championship, og tidligere i 2019 viste han glimt af fordums styrke, da han triumferede i US Masters.

Det var Woods' 15. majorsejr, hvilket er næstflest af alle nogensinde. Kun landsmanden Jack Nicklaus' 18 majorsejre overgår Woods.

/ritzau/