»Når man køber en kanelsnegl nede i supermarkedet, så putter man den i en plastikpose, for så kort tid efter at smide posen ud igen. Er det ikke lidt fjollet?«

Gittemarie Johansen lever det, man kalder en 'zero waste'-livsstil.

Altså en livsstil, hvor hun forsøger ikke at producere noget affald overhovedet.

I dag har hun samlet en pose affald efter omkring 20 dage.

Gittemarie lever en 'zero waste' -livsstil.
Gittemarie lever en 'zero waste' -livsstil.
Vis mere

Det hele begyndte med, at den 25-årige blogger læste om en kvinde, der havde besluttet sig for i fire år ikke at producere mere affald end det, der kunne være i et syltetøjsglas.

»Jeg er ikke vokset op i en særlig flippet eller miljøbevidst familie, men der var bare noget, der fangede min interesse,« siger hun, da B.T. besøger hende i hendes lille lejlighed i Aalborg.

Hun tænkte, at det var en fed udfordring, og så gik hun ellers i gang.

»Jeg lagde ud med at se på, hvad jeg stod og manglede lige nu: Noget til at handle ind i og noget til at vaske op med,« forklarer Gittemarie Johansen.

Det første hun gjorde var at anskaffe sig en pose i lærred, som hun bruger, når hun handler ind, i stedet for at købe en plastikpose i butikken.

Dernæst købte hun en vaskebørste i træ og erstattede med den, hun havde i plastik.

Senere blev også tandpasta, tandbørste, sæbe, shampoo, opbevaring, sminke, sugerør og meget andet skriftet ud med alternativer, der ikke var lavet af eller pakket ind i plastik.

»Jeg gik i gang for fire år siden, og eksperimentet er ikke stoppet endnu,« siger hun og griner lidt.

I Gittemaries hjem finder man meget få plastikprodukter.
I Gittemaries hjem finder man meget få plastikprodukter.
Vis mere

I dag er det eneste, hun har i plastik, nogle silikoneforme, som hun har haft siden hun var 14 år, en menustrationskop og den flaske, der holder på hendes mælk. Flasken kan dog pantes og derfor genanvendes.

»Jeg kan godt forstå, at nogle tænker: ’Tror hun, at hun kan redde verden?'« siger hun.

Men selvom det formentlig lyder som en ekstrem livsstilændring for de fleste, så var det ifølge Gittemarie Johansen ikke så svært, som det lyder. Det handler om tilvænning.

Hun medgiver dog, at der har været udfordringer.

Først og fremmest skal man være klar til at skille sig ud, for det er underligt for mange, når man hiver sin egen kaffekop op ad lommen på caféen, eller hvis man hellere vil have øl i sit medbragte glas end den plastikkop, som man ellers normalt får.

Og så er der selvfølgelig supermarkedet, som også giver nogle udfordringer. For her ernæsten alt pakket ind i plastik.

»Det eneste jeg handler i supermarkedet er ting, man kan få uden plastik omkring: Sukker, mel og salt, og så er jeg blevet ret vild med bagerafdelingen, hvor jeg kan få brødet i min egen pose,« forklarer hun.

Resten finder hun på grøntmarkeder eller når hun nogle gange om året er i København, hvor der er et løsmarked, hvor man kan få en masse forskellige tørvarer uden emballage. Men hun vil da godt indrømme, at der en sjælden gang imellem også havner en plastikindpakket ting i indkøbskurven. Ingen er jo perfekte.

»Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver så ekstremt, at man ikke kan hænge sammen, hvis der lige kommer en lille plastikting ind i ens hjem. Det handler bare om at reducere det så godt, som man nu kan,« siger Gittemarie Johansen.