Efter at Lauritz.com har forgrebet sig på kundernes penge i månedsvis, er det på tide, at cheferne går af.
Det skriver erhvervskommentator på Berlingske, Birgitte Erhardtsen.
Lauritz.com gik onsdag i rekonstruktion – det, der i gamle dage hed betalingsstandsning – efter virksomheden i flere måneder har udskudt at betale kunderne deres penge.
B.T. har i løbet af foråret skrevet en række historier om, hvordan det økonomisk pressede auktionshus har tilbageholdt kundernes salgsgevinster og brugt dem til at dække selskabets egne udgifter frem for at udbetale dem til kunderne.

Det er forargeligt, mener Berlingskes kommentator:
'Tænk et amatørforetagende, der forgriber sig på kundernes salgsprovenue af kunstværker, møbler, smykker og familiesølvtøj.'
'De har sat deres troværdighed over styr'
Lauritz.com har i løbet af foråret udvidet sin egen betalingsfrist til kunderne fra 30 bankdage til 40 bankdage og igen til 60 bankdage, indtil selskabet i juni helt sløjfede en tidsfrist og i stedet blot lovede at betale pengene hurtigst muligt.
De mange forsinkelser fik først Forbrugerrådet til at rette kritik af selskabet og til sidst helt fraråde kunder at sætte ting til salg på siden.
Ægteparret Mette og Bengt Sundstrøm ejer og er med til at drive Lauritz.com som henholdsvis direktør og bestyrelsesformand. Spørger man Berlingskes erhvervskommentator, bør Lauritz.com fortsætte uden de to.
'De har sat deres troværdighed over styr. Forsøget på rekonstruktion kommer for sent – og først efter, at en tvivlsom model, hvor kunderne blev brugt som kassekredit, var afprøvet.'
Hun håber, at selskabet overlever ved at blive overdraget 'i levedygtig stand til nye ejere.'
Bestyrelsens opbygning
Bengt Sundstrøm har siden 1999 været formand i Lauritz.coms tremandsbestyrelse, som også selskabets finansdirektør er en del af. Kun et medlem i bestyrelsen kommer udefra.
Normalt skal en bestyrelse kontrollere ledelsen i en virksomhed. I Lauritz.coms tilfælde skal Bengt Sundstrøm holde øje med direktør Mette Sundstrøm, som er hans hustru, mens finansdirektør Preben Lindgaard skal holde øje med sin overordnede direktør.
Lørdag skrev Lauritz.com-direktør Mette Sundstrøm til B.T., at Lauritz.coms 'vigtigste pejlemærke' er at kunne betale alle kreditorer 'inklusive de sælgere, som vi er så kede af ikke at have afregnet med rettidigt.'
B.T. har inden publicering forelagt kritikken for Lauritz.com, som ikke ønsker at kommentere den.

