Det førte til lange diskussioner mellem fodboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, og Danmarks Idrætsforbund, da sidstnævnte skulle undersøge mulig matchfixing i FC Roskilde.

De to parter blev aldrig enige, og resultatet blev en mangelfuld undersøgelse.

For Danmarks Idrætsforbund (DIF) fik aldrig adgang til bettingkonti hos alle koner og kærester til FC Roskilde-spillerne.

Det var et ønske hos DIF, men Spillerforeningen var imod, da undersøgelsen skulle gennemføres i sommer.

Poul Broberg, leder af DIF's Matchfixingsekretariat, fortæller, at DIF havde lange diskussioner med Spillerforeningen. DIF ville have adgang til samlevernes spilkonti for at undersøge, om spillerne i FC Roskilde havde fået andre i deres nærmeste omgangskreds til at spille på deres egne kampe.

»Spillerforeningen var imod, at vi skulle have adgang til bettingkonti hos truppens koner, kærester og samlevere. Til sidst lod de det være op til de enkelte at bestemme. Men vi fik ikke adgang til alle konti. En kvinde modsatte sig,« siger Poul Broberg.

Han tilføjer, at DIF kun har sanktionsmuligheder, for eksempel karantæne, over for spillerne.

DIF tog initiativ til undersøgelsen, efter den daværende træner, Christian Lønstrup, havde fortalt om sin mistanke om aftalt spil i klubben. At spillere tabte med vilje for til gengæld at modtage penge fra kriminelle bagmænd, der spillede store beløb på det aftalte resultat.

Spillerforeningens formand, Mads Øland, forklarer i et skriftligt svar, hvorfor han modsatte sig ønsket fra DIF.

»Vi tager selvsagt skarpt afstand fra matchfixing. Men vi skal samtidig sikre vores medlemmers retssikkerhed, og derfor opponerer vi imod, når man meget tidligt i forløbet går bredt ud med sin anmodning uden at have konkrete beviser,« siger Mads Øland og tilføjer:

»Derfor gjorde vi DIF opmærksom på, at de ikke uden videre kunne gå ud og mistænkeliggøre en bred kreds af eksempelvis koner og kærester til Roskilde-spillere.«

Ved du noget om sagen? Skriv til journalist Jacob Friberg på jani@bt.dk

DIF fandt aldrig beviser for matchfixing, men erkendte samtidig, at forbundet har begrænsede muligheder i forhold til at undersøge sagen. Den efterforskes stadig af Midt- og Vestsjællands Politi.