Sveriges Fodboldforbund konstaterer i en større undersøgelse, at mange kampe sandsynligvis er manipulerede.

Matchfixing er fortsat et problem i svensk fodbold.

Det viser en undersøgelse, som Sveriges Fodboldforbund (SvFF) har igangsat.

47 kampe fra den bedste række, Allsvenskan, og ned til 3. division er blevet gransket, fordi de har været genstand for mistanke om matchfixing, og i mange af dem er der grund til at tro, at ulovligheder er foregået.

Forbundet har bedømt kampene på en firepunktsskala, og her vurderes det i 19 af kampene, at det enten er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de er blevet manipuleret.

Det var SVT (Sveriges Television) første medie til at berette, skriver nyhedsbureauet TT.

»Det er selvfølgelig meget alvorligt, men det adskiller sig ikke så meget fra tidligere år. Det har desværre været noget lignende i de seneste år i svensk fodbold,« siger integritetschef i SvFF Johan Claesson.

»Vi har undersøgt lidt flere kampe i år, men har også flere, der arbejder med det, og får derfor mere information. Men vi arbejder ud fra sloganet om, at en (manipuleret) kamp i svensk fodbold er en kamp for meget,« fortsætter han.

Også i dansk fodbold har der i år været mistanke om matchfixing.

I maj anklagede den daværende FC Roskilde-træner Christian Lønstrup sine egne spillere for matchfixing, efter at han havde fået et tip om dette.

Både klubben og Danmarks Idrætsforbund (DIF) igangsatte en undersøgelse, men DIF fandt dog ikke anledning til at køre en matchfixingsag.

/ritzau/