FC Roskilde er blevet meldt til politiet i forbindelse med den igangværende matchfixing, der involverer klubben.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har valgt at inddrage politiet i sagen efter lang tids undersøgelse af klubben. Det bekræfter DIF's kommunikationschef, Britt Spangsberg, over for B.T.

Hun oplyser videre, at de allerede den 27. maj inddrog politiet i sagen.

De har dog ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til efterforskningen.

Midt- og Vestsjællands Politi har over for TV2 Sport også bekræftet, at de i øjeblikket undersøger en anmeldelse fra forbundet.

I en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund oplyser Poul Broberg, der er chef for DIF's Matchfixingsekretariat, at de er glade for at have inddraget politiet.

»Samarbejdet med politiet og andre myndigheder er meget vigtigt for os. Politiet har nogle helt andre efterforskningsmæssige muligheder end os, og derfor er vi glade for, at Midt- og Vestsjællands Politi har valgt at kigge nærmere på sagskomplekset,« siger Poul Broberg,

Matchfixingsekretariatet oplyser desuden, at de fortsat undersøger eventuelle forhold, som alene strider mod Matchfixinglovregulativet og ikke straffeloven.

Sagen startede, da daværende cheftræner i FC Roskilde Christian Lønstrup på et spillermøde efter nederlaget på 1-2 til Lyngby 12. maj sagde, at han havde beviser på matchfixing, men ikke fremlagde dem.

Efterfølgende tog spillerne skarpt afstand fra matchfixing i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, og Lønstrup blev kort efter suspenderet. 29. maj kom det frem, at han efterfølgende havde sagt sit job op.

FC Roskilde var længe indblandet i nedrykningskampen i 1. division, men det lykkedes at blive i landets næstbedste række med en sejr i næstsidste spillerunde over Fredericia.