For første gang sætter Lars Høgh nu selv ord på sin situation, efter det tidligere på ugen blev offentliggjort, at han har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom.

Det skete lørdag ved et bryllup i Klampenborg, hvor Nicolai Laudrup - Brian Laudrups søn - blev gift med Sofie Sandberg.

Her var Lars Høgh og hustruen Trine blandt gæsterne.

I mandags meldte DBU ud, at Lars Høgh, der blev ramt af kræft i bugspytkirtlen i 2018, ikke ville være med til den igangværende samling på grund af et tilbagefald.

Liselotte Sabroe

Derfor spurgte de fremmødte journalister til Lars Høghs situation, men landsholdets målmandstræner ønskede ikke at lade sin sygdom skygge for den store fest.

Men han lod dog alligevel vide, at han har det godt.

»Det er glædens dag. Men I kan jo se, at jeg har det meget godt,« sagde den 62-årige målmandslegende til Se & Hør.

Samtidig forklarede Lars Høgh, at han ‘ikke skulker’ fra noget, da det aldrig har været planen, at han skulle deltage i hele landsholdssamlingen.

»Jeg vil lige sige, i forhold til det med landsholdet, at det har slet ikke været meningen, at jeg skulle med til Færøerne alligevel,« sagde Høgh til Se & Hør med henvisning til VM-kvalkamp, som Danmark vandt 1-0.