Bryllupsklokkerne har netop ringet i Laudrup-familien.
For lørdag blev den tidligere landsholdsstjerne Brian Laudrups søn, 32-årige Nicolai, nemlig gift med 25-årige Sofie Sandberg.
Det viser blandt andet et opslag på Instagram fra brudgommens lillesøster, Rasmine.
I opslaget, som hun har delt på det sociale medie, kan man se, at det nygifte par netop er trådt ud af Rungsted Kirke, hvor de sagde 'ja' til hinanden.

Parret har været forlovet siden august sidste år, hvor fodboldsønnen gik på knæ og friede.
Lørdagens bryllupsfest finder sted på Sølyst i Klampenborg. Festen bliver dog ikke den eneste af slagsen den kommende tid for Danmarks mest kendte fodboldfamilie.
For 28-årige Rasmine Laudrup er nemlig forlovet med OL-dressurstjernen Cathrine Dufour, og på de sociale medier har parret flere gange fortalt deres følgere, at et bryllup finder sted inden for den nærmeste fremtid.
Det var sidste år, at Rasmine Laudrup gik på knæ og friede til Cathrine Dufour efter DM i dressur. Dengang overraskede fodbolddatteren alt og alle.

Det er sammen med sin hustru Mette, at Brian Laudrup har fået sine to børn, Nicolai og Rasmine.
Parret har været gift siden 1988, hvor den danske fodboldstjerne spillede i Brøndby IF.
Nicolai Laudrup forsøgte i en årrække at gå i sin fars fodspor, men fodboldkarrieren bragte ham aldrig op på samme hylde som den tidligere landsholdsspiller.