Hvad er Christian Eriksens næste træk? Danmark, Premier League, Ajax?

Det er det store spørgsmål i disse dage.

Danskeren blev i sidste uge en fri fugl, efter han og Inter indgik en uundgåelig skilsmisse. Karrieren kunne ikke fortsætte i Serie A grundet landets love.

Eriksens defibrillator, som han fik indopereret efter sit kollaps under EM i sommer, er slet og ret ikke tilladt at spille med i Italien. Derfor kan danskeren nu frit skifte til en ny klub. Hvis han altså ønsker det. For det har også været spørgsmålet det seneste halve år. Vil Eriksen overhovedet fortsætte efter chokket i sommer?

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

I weekenden fik vi et markant fingerpeg om, at drømmen i den grad lever. Her talte Eriksens agent, Martin Schoots, med flere medier og udtrykte sig optimistisk om mulighederne for et comeback efter afskeden med Inter.

Om det så reelt lykkes, kan ingen vide.

Fortsætter karrieren for Eriksen, peger det i retning af udlandet ifølge B.T.s oplysninger. Det peger flere kilder med indsigt i forløbet på.

Herhjemme har OB ellers offentligt bejlet til Eriksen over for B.T. Danskeren har brugt klubbens anlæg til at genoptræne, har hus i Odense og har spillet i klubben i sine unge år.

Forbindelsen er klar, men selvom døren nok altid vil være på klem for hjerteklubben, er der, som B.T. forstår det, intet konkret i den løse interesse i skrivende stund. Også FC København er blevet nævnt af den store italienske avis Gazzetta dello Sport som en interesseret part, men heller ikke her er der noget om snakken for nu. Danmark er ikke den umiddelbare førsteprioritet.

»På et vist tidspunkt i en karriere vil næsten alle spillere gerne hjem. Men det handler først om at komme tilbage til professionel fodbold,« sagde Eriksens agent. Martin Schoots, til B.T. i weekenden adspurgt om et muligt comeback til dansk fodbold.

I stedet kan en retur til Premier League være dét, der står højt på ønskelisten. Her spillede Eriksen i syv år for Tottenham indtil januar 2020.

Martin Schoots har allerede talt varmt om den bedste engelske række og netop Tottenham til engelske medier i, hvad der kan ligne et forsøg på at holde danskerens navn varmt på de kanter.

»Det er stadig fantastisk at læse i den engelske presse og på fansites, at Spurs leder efter, hvad man kalder 'Eriksen-erstatningen', to år efter han forlod klubben. Folk er måske ikke klar over det, men indirekte er det en kæmpe kompliment,« sagde Schoots til Sky Sports og pegede på, at interessen for danskeren har været stor fra Brexit-landet.

Og i England er der da heller ingen krav, der sætter en stopper for danskeren. Eriksen vil skulle igennem nogle gennemgående helbredstjek, men han kan spille frit med sin defibrillator, hvis han får grønt lys.

Over for B.T. kaldte Schoots ligaen en »drøm«.

»Først og fremmest handler det om at komme tilbage. Vi kan drømme, og det er uden tvivl en fantastisk liga, men det, der gør forskellen, er hårdt arbejde og lidt held. Det eneste, vi ved, er, at det ikke bliver Italien,« lød det fra Schoots.

Skulle drømmen om Premier League ikke lykkes, er danskeren flere gange blevet sat i forbindelse med et comeback til Ajax Amsterdam, som han slog igennem for.

Og en retur til de vante rammer i Amsterdam virker ved første øjekast da også oplagt. Her kan Eriksen endda blive holdkammerat med vennen Daley Blind, der kender alt til danskerens udfordring. Hollænderen har nemlig også en defibrillator indopereret som Eriksen. Men virkeligheden virker til at være en anden. Ajax-sportsdirektør Marc Overmars har gentagne gange over for B.T. afvist interessen i en Eriksen-retur.

Det gjorde han allerede i november – og han gentog det så sent som i sidste uge. Derudover er Ajax-midtbanen godt besat i forvejen. Vil en 29-årig dansker passe ind i en filosofi, der gerne satser på unge spillere?

Som så mange gange før i fortællingen om Eriksen er det kun ham, der reelt ved, hvad det hele ender med. I øjeblikket fortsætter han sin genoptræning, mens han – ifølge agenten – befinder sig i Milano med familien.

B.T. har spurgt Enrico Augustinus, der er direktør i selskabet bag OB, om interessen i Eriksen, men han melder om »intet nyt på den front«. Vi har desuden forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tottenham om et muligt Eriksen-comeback.

Andre læser også