Nye detaljer om matchfixing-sagen i FC Roskilde viser ifølge en efterforsker, at den må være forbundet med den fem år gamle sag om aftalt spil i den hedengangne klub FC Vestsjælland.

B.T. kan i detaljer afsløre, at de samme spilkiosker i Sydtyskland blev brugt til at placere store pengesummer på mistænkelige væddemål i begge sager.

»Der er så mange spilkiosker i Tyskland. Når den samme håndfuld spilkiosker bliver brugt i begge sager, er de selvfølgelig forbundet, hvis du spørger mig,« siger den tyske politikommissær Michael Bahrs, der efterforskede en gruppe tyskeres involvering i FC Vestsjælland-sagen.

For eksempel blev der i en Tipico-spilkiosk på adressen Christophallee 4 i byen Pforzheim spillet store summer på begge danske klubber.

I denne kiosk i Sydtyskland blev der spillet mistænkelige væddemål på både FC Vestsjælland i 2014 og på FC Roskilde i 2019. Foto: Jacob Friberg
I denne kiosk i Sydtyskland blev der spillet mistænkelige væddemål på både FC Vestsjælland i 2014 og på FC Roskilde i 2019. Foto: Jacob Friberg
Vis mere

Det bekræfter en kilde tæt på den nuværende efterforskning af Roskilde-sagen.

Tipico udbetalte 26.000 euro – knap 200.000 kroner – i gevinster på væddemål spillet på kampen FC Vestsjælland-Esbjerg 1. november i 2014.

I en række andre kiosker i samme område blev de samme væddemål indgået, og i alt måtte firmaet punge ud med 1,5 millioner kroner.

Mønstret var altså det samme som i tilfældet med FC Roskilde.

Senest, 8. maj i år, måtte Tipico på grund af væddemål indgået i kiosken på Christophallee samt fire andre kiosker i området udbetale over en kvart million kroner i gevinster på kampen FC Roskilde-Næstved Boldklub.

Den store interesse for en dansk 1. divisionsklub fra Sydtyskland er i sig selv mistænkeligt, men mistanken styrkes af, at de samme to væddemål blev indgået i de fem kiosker. Kampen indgår nu i den danske politiefterforskning af sagen om aftalt spil i FC Roskilde.

B.T. har besøgt kiosken – se videoen i toppen

Det vil ifølge den tyske politikommissær Michael Bahrs, der sammenlagt har fået kriminelle idømt mere end 100 års fængselsstraf for matchfixing, være naturligt at undersøge forbindelsen mellem sagerne i de to klubber.

»Det er meget usædvanligt, at de samme kiosker bliver brugt til at spille store beløb på danske kampe. Og det ser ud til, at det er foregået i en årrække,« siger Michael Bahrs.

»Jeg kender dog ikke til den aktuelle Roskilde-sag. Jeg kontaktede det danske politi flere gange for at tilbyde min hjælp. Det afviste de – de vendte aldrig tilbage, hvilket de selvfølgelig ikke er forpligtet til. Men jeg ville have gjort det,« siger Michael Bahrs.

Han blev indkaldt som vidne i en tysk retssag mod fem mænd for at oplyse om sin efterforskning.

De fem tyskere med tyrkisk herkomst var tiltalt for at betale to superligaspillere fra FC Vestsjælland for at tabe to kampe mod Esbjerg og FC København i 2014.

Politiets aflytninger af de mistænkte afslørede, at de over telefonen aftalte at mødes med en dansk-tyrker fra Slagelse.

Aflytningerne afslørede også, at matchfixing-ringen strakte sig helt til Asien.

»På det tidspunkt var der en asiatisk mand, der ville spille over 100.000 euro på FC Vestsjælland. Jeg husker, han kom fra Vietnam. Det forklarede jeg i retten,« siger Michael Bahrs.

Danske medier har tidligere skrevet, at de fem tyskere tilstod at have betalt de danske spillere. Men det passer ikke, siger statsanklager Michael Wahl, der førte sagen for tysk politi.

»Den danske avis, der dækkede sagen, misforstod det. Der blev kun diskuteret, hvilken straf de mistænkte ville få, hvis de tilstod matchfixing. Men de tilstod aldrig, og i sidste ende fandt retten, at der ikke var nok beviser til at dømme dem. Den slags sager er meget svære at bevise,« siger han.

I Danmark rejste politiet aldrig en sag mod de to superligaspillere, der var mistænkt for tage imod penge fra tyskerne.

Den nuværende efterforskning af FC Roskilde-sagen ligger hos Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Her har politikommissær Martin Eise Eriksen ingen kommentarer. Heller ikke til, hvorvidt politiet undersøger en forbindelse til FC Vestsjælland-sagen.

Ved du noget om sagen? Tip B.T. på jani@bt.dk