At Nicklas Bendtner har valgt at sætte sit store hvide hus til salg, puster i den grad liv i rygterne om, at han snart kan være fortid i det norske.

»Det betyder, at spekulationerne om, hvorvidt Bendtner forsvinder fra Trondheim eskalerer. Vi var mange, der troede, han ville forsvinde i sommer, men det skete ikke. Det er ret sikkert, Bendtner forsvinder ved næste vindue. Det, der sker nu, styrker de antagelser.«

Sådan vurderer Birger Løfaldli, der er fodboldkommentator hos norske Adresseavisen, som følger Rosenborg tæt, til B.T. Sport.

Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, har i et interview med VG fortalt, at hun synes, huset er for stort.

Nicklas Bendtner kan snart være fortid i Rosenborg.
Nicklas Bendtner kan snart være fortid i Rosenborg. Foto: ROBERT ATANASOVSKI
Vis mere

Hun kunne godt tænke sig noget mindre, og det kan også være grunden til, at huset - som Nicklas Bendtner købte i maj 2017 - nu skal have ny ejer.

»Det kan jo naturligvis være så enkelt, at han bare vil finde noget mindre,« siger Birger Løfaldli og fortsætter:

»Men jeg tror, det her kan være et tegn på, han er på vej væk. Det er jo noget af et hus, og det kan tage lang tid at få det solgt, og derfor kan han være tidligt ude. Det kan være, han garderer sig,« siger Birger Løfaldli om salget.

Huset kostede den danske fodboldspiller i omegnen af 18 millioner, og salget kan netop skyldes, at han ønsker at gardere sig tidligt, så han ikke pludselig skifter klub og står med et hus til den pris.

Det vides endnu ikke om Nicklas Bendtner har købt en ny - og muligvis mindre - bolig, men i Trondheim har salget startet snakken om, hvor længe de har Nicklas Bendtner i byen.

Nicklas Bendtners villa i Trondheim, som han købte i 2017 for 17 millioner norske kroner. Nu har han lidt et lille tab på huset.
Nicklas Bendtners villa i Trondheim, som han købte i 2017 for 17 millioner norske kroner. Nu har han lidt et lille tab på huset. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Min antagelse er, at han forsvinder,« siger Birger Løfaldli, der dog medgiver, at det gør situationen vanskelig, at Nicklas Bendtner har døjet med skader.

Kort før sommerens VM blev angriberen ramt af en skade, der i sidste ende kostede ham deltagelsen ved slutrunden i Rusland.

Efterfølgende kom han tilbage på banen i Rosenborg, men i slutningen af august var den gal igen. Her blev angriberen ramt af endnu en skade, og først nu er han ved at være helt tilbage.

»Det gør det ikke nemmere, og det var ligesom med VM, hvor han ikke var med i landsholdstruppen. Det, at han ikke har spillet på lige så højt niveau som sidste sæson, gør det ikke nemmere. Der er mange faktorer, men jeg bliver meget overrasket, hvis vi ser endnu en sæson med Nicklas Bendtner i Rosenborg,« siger Birger Løfaldli.