Nicklas Bendtner var den første. Men han bliver sandsynligvis ikke den sidste.

For den danske landsholdsspillers succesrige comeback-år i Rosenborg er nået langt ud over de norske grænser.

Og det kan bane vejen for flere store fodboldnavne, som kunne have godt af at et karriemæssigt boost i den norske klub.

»I større ligaer bliver der helt sikkert lagt mærke til, at Bendtner fik spilleglæden og formen tilbage i Rosenborg. Vi får langt flere henvendelser på det end sidste år,« siger Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen til VG.no.

Læs også: Bendtner har slået hånden af sin far: 'Det værste er nok, at han har misbrugt min tillid'

Nicklas Bendtner er uden tvivl den største stjerne, der nogensinde er hente til den norske liga. Gevinsten blev øjeblikkelig: Den 30-årige dansker med fortid i store klubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg blev topscorer i Eliteserien sidste år med 19 mål og havde en hovedrolle i erobringen af The Double, mesterskab og pokal. Øverst kan du også lige se ham score 'årets mål' i norsk fodbold

»Det gør det helt sikkert mere attraktivt at spille for os,« siger Kåre Ingebrigtsen.

NIcklas Bendtner kan dermed være med til at lave om på hele transferstrategien i Rosenborg. Og det er i færd med at ske.

Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

I januar har Adresseavisen eksempelvis omtalt, hvordan den norske klub skulle have været i forhandlinger med Bayern München om at overtage lejemålet af det portugisiske stortalent Renato Sanches, der var gået helt i står i Swansea. Et managerskifte i Premier League-klubben endte dog med at vende op og ned på det hele.

Over for VG.no siger Kåre Ingebrigtsen: »Jeg vil ikke kommentere på konkrete sager, men vi får en del forespørgsler, og der er interesse. Spillere ser, at det at få spilletid her, gør dem synlig for større ligaer.«

Læs også: Bendtner fortæller om sin 20-årige modelkæreste: Derfor er jeg vild med hende

På den konto blev Nicklas Bendtner på de sidste dage af januartransfervinduet sat i forbindelse med den franske klub Bordeaux. Her hentede Rosenborg til gengæld forstærkning til angrebet i form af en tidligere topscorer.

Også Rosenborg-spilleren Pål André Helland ser Nicklas Bendtner som en løftestang til at hente flere store internationale navne til klubben.

»Det blev et prestige-projekt, som lykkedes. Det er vigtigt for klubbens transferstrategi. Nu sender det et signal til spillere i samme situation som ham,« siger Pål André Helland til VG.no.