Hun er kendt som ’verdens smukkeste golfspiller’, men der er en bagside til den flatterende titel.

Den professionelle golfspiller Paige Sprianac er nemlig ikke så meget kendt for sine resultater på banen som for sit smukke ydre, som hun gerne stiller til skue på sin populære Instagram-profil.

Det har derfor faldet en del for brystet, at hun trods et beskedent talent - hun er ikke engang i top-1000 i verden - for to år siden fik debut i den europæiske dametour, European Ladies Tour.

Dengang fik Spiranac, som har 1,3 millioner følgere på Instagram, et wildcard til Dubai Ladies Masters.

I et interview taler den 24-årige amerikaner ud om de voldsomme og hadske beskeder, hun modtog - herunder flere dødstrusler - efter det der skulle have været et stort øjeblik for hende i hendes karriere.

»Jeg sad på badeværelset og græd og tænkte bare, at jeg ikke ønskede at opleve denne smerte, denne følelse af håbløshed over at være alene og bange,« fortæller Spiranac til Sports Illustrated i forbindelse med, at hun optræder i den kommende udgave af den berømte ’Swimsuit Edition’.

Hun fortsætter:

»Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ønskede andre at føle det, jeg følte i det øjeblik. Jeg blev mobbet så heftigt, at jeg ikke ønskede at leve længere.«

Som følge af den grimme oplevelse har Spiranac engageret sig i organisationen Cyberspace, en non-profit-organisation, som bekæmper mobning på nettet.

»Det er på tide, at vi begynder at støtte ofrene for net-had i stedet for at fortælle dem, at de skal slette deres profiler på de sociale medier eller ignorere hadet. Det er på tide, vi gør en forskel. Det er det, jeg ønsker at gøre,« siger Paige Spiranac om sin sympatiske mission.

Som nævnt kan hun trøste sig med, at hun i den forgange uge har opnået et andet stort mål i sin karriere: At være med i den kommende udgave af Sports Illustrateds såkaldte ‘Swimsuit Edition’ – bladet, hvor nogle af verdens største kvindelige sportsnavne optræder i bikini og badetøj – og ind i mellem mindre end det – på eksotiske strand-lokationer.

»Jeg har været fan i så lang tid, og jeg har aldrig selv i min vildeste fantasi troet, at jeg ville få muligheden for at være en del af bladet. Jeg får kuldegysninger, hver gang jeg tænker på det,« siger den barmfagre og blonde golfspiller, som altså nu kommet i fint selskab med blandt andre Caroline Wozniacki i det ikoniske magasin.