Grevinde Alexandra brød et kæmpe tabu, da hun troppede op til sin søns studentereksamen med friske operationsar.

Direkte adspurgt lagde den tidligere prinsesse ikke skjul på, at hun havde fået foretaget et ansigtsløft og en øjenlågsoperation.

»Grevinden føler, at det ydre skal matche det indre. Der er mange moderne kvinder, der får ansigtsløftninger og for nylig fik grevinden det, man kalder en miniansigtsløfning,« fortalte hendes presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T.

Og det skal hun heller ikke skamme sig over, mener panelet i B.T.s sladderpodcast 'Det, vi taler om'.

Grevinde Alexandra ved prins Felix studenterkørsel fredag.
Grevinde Alexandra ved prins Felix studenterkørsel fredag. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Respekt for, at hun bare owner den i stedet for at gå under jorden i seks uger og gå med solbriller og mundbind. Det er meget sejt. Det er med til at aftabuisere det, at sådan en som hende siger offentligt: 'Ja, jeg har bare fået lavet det her',« siger kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon og tilføjer:

»Det må også have været super nederen for de andre, der er kommet efter hende, for Alexandra har hele tiden været en, man kunne mærke. Hun har noget personality, hvor de andre er lidt kedelige, og nogen der går i flot tøj.«

De senere år har grevinden da også vist sig fra sin mere spontane og folkelige side.

I maj 2018 fik hun Lill-Marlen Elnegaard til at male hende et opsigtsvækkende portræt, hvor hun er både letpåklædt og tatoveret. Og i november samme år indspillede og udgav hun sangen 'Wash Me Away' til fordel for den svenske velgørenhedsorganisation Star For Life.

»Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil ud og prøve noget nyt. Derfor har jeg også sat gang i nogle ting, der gør det muligt for mig at smide den skabelon, som har været omkring mig,« udtalte hun i den forbindelse.

»Det viser, at hun er evigt aktuel,« siger chefredaktør på Avisen.dk Per Kuskner i 'Det, vi taler om'.

»Hun overrasker hele tiden. Det kan man godt lide. Hun kunne godt bare have trukket sig tilbage, men hun er i den grad stadig et A-navn. Nu har hun fået ny lejlighed, ny kæreste og nyt ansigt. Der sker hele tiden noget.«

Han er tidligere royal reporter på Se & Hør og fortæller, hvordan han kort efter det royale bryllup i 1995 forsøgte at få et interview med grevinde Alexandra.

Grevinde Alexandra i 2018.
Grevinde Alexandra i 2018. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Vi havde dengang en pris, 'Årets dansker' – en fedterøvspris. Hvis man havde svinet nogen til, så kom man med en stor kurv med en husfred, Tom's Chokolade og et diplom,« siger Per Kuskner, der foreslog sin daværende chef at give grevinde Alexandra prisen.

Vel vidende at hun næppe ville tage imod et snoldet diplom, hævede de prisen til også at indeholde 10.000 kroner. Og hun endte med at sige ja.

»Det var helt vildt! Så vi tog ind på Amalienborg, og det overraskende var, at hun havde talt engelsk hele tiden, men da vi skulle interviewe hende, var hun flydende på dansk. Det var helt vildt. 'Nej nej, vi tager den på dansk. Jeg vil gerne tale dansk'. What the fuck? Hun overrasker hele tiden,« husker Per Kuskner.

Andre læser også