'Vild med dans'-danseren Morten Kjeldgaard er blevet smittet med delta-varianten af coronavirus og er nu i isolation i sit hjem på Frederiksberg.

Det bekræfter han over for B.T.

»Lige nu har jeg det okay. Jeg er lidt træt og tung i hovedet. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er helt i starten af forløbet, så jeg kan godt være lidt nervøs for, hvor slemt det bliver. Jeg kan godt fornemme, at folk er lidt mere uvidende om delta-varianterne, så man ved ikke helt, hvad man skal forvente,« fortæller den 36-årige danser.

Morten Kjeldgaard ønsker dog ikke for nuværende at uddybe, i hvilken forbindelse han er blevet smittet med den ekstra smitsomme coronavariant. Men:

»Jeg ved, hvor jeg har fået det fra,« pointerer han kort.

Søndag aften blev Morten Kjeldgaard testet positiv for corona, og mandag blev det bekræftet at være med delta-varianten. Men allerede fredag gik danseren i isolation i sit hjem på Frederiksberg, som han normalvis deler med sin kæreste, den 28-årige ejendomsmægler Frederik Haun.

»Jeg blev kontaktet og fik at vide, at det drejede sig om en delta-variant, og jeg var ret sikker på, at jeg var blevet smittet,« forklarer Morten Kjeldgaard.

Han skulle ellers have været instruktør til en stor dansecamp i spanske Marbella fra mandag, men sådan skulle det altså ikke være.

Morten Kjeldgaard til 'Vild med dans' i 2015.
Morten Kjeldgaard til 'Vild med dans' i 2015. Mathias Løvgreen Bojesen

»Jeg havde bestilt en pcr-test lørdag, fordi jeg skulle rejse til Marbella. Men den viste sig at være negativ. Så jeg tog en mere søndag morgen, da jeg var blevet kontaktet og havde stor chance for, at jeg var blevet smittet. Og den test var så positiv,« forklarer Morten Kjeldgaard, der ærgrer sig over at måtte udeblive fra dansecampen:

»Det har jeg da dårlig samvittighed over, men jeg er sikker på, de får den fedeste uge,« lyder det opmuntrende.

Han er også fortrøstningsfuld omkring at få sin egen tid til at gå under isolationen i hjemmet på Frederiksberg.

»Jeg har heldigvis en stor altan, og i dag har jeg ligget derude og solet og slappet af. Og så har jeg talt i telefon og skrevet med venner og bekendte, som har været lidt bekymrede.«