Sidste gang vi skulle til folketingsvalg for nogle år siden, da jeg stadig var politisk kommentator på tv, bragte nærværende avis en 'afslørende' artikel om, at jeg er borgerlig-liberal af sind og altså stemmer på et såkaldt blåt parti.

På det tidspunkt havde jeg hver fredag i et par år siddet på DR2 over for min højtelskede (og ræverøde) medkommentator og udlagt teksten, set fra højre.

Jeg har altid været ligeså åben omkring mit politiske tilhørsforhold, som jeg har været om min medfødte psykiske lidelse, min selvvalgte og nydelsesfulde singlestatus og min afhængighed af hvid chokolade.

Så hvordan det kunne komme som en overraskelse for nogen, at jeg er en blå dame, ved jeg virkelig ikke. Men de mærkeligste ting har jo nyhedsværdi i vore dage.

Ikke desto mindre modtog DR et utal af klager over, at man gav sendetid til 'sådan en'. Og så oven i købet varedeklareret. Selv modtog jeg i den forbindelse en hel del fromme ønsker om, at jeg ville falde død om i mit storkapitalistiske elfenbenstårn med min nedarvede og ikke afgiftsbelagte guldske i bagdelen.

Dem tog jeg nu rimeligt køligt; jeg er generelt af den opfattelse, at henvendelser med en stavefejls- og ukvemsordsratio på over 5-1 kan ignoreres, uden at demokratiet og den frie dialog tager skade af det.

Men essensen er alligevel interessent at tale om, synes jeg. Nemlig det faktum, at rigtig mange mennesker mener, at folk, der har et andet fordelings- eller værdipolitisk ståsted end de selv, er dumme. Eller onde, ligefrem.

Jeg har selv utallige venner, som mener det stik modsatte af mig. De sover på min sofa, låner mit tøj og græder ud ved min skulder. Jeg gør det samme hos dem.

Mine børn har, siden de var bittesmå, været vant til at blive holdt hen med SF-slikkepinde, fordi jeg lige skulle kysse nogen, når der var folkesocialistisk landsmøde i nærheden af min bopæl, og min søns kæreste eje var i årevis et kæmpe badge med påskriften 'I LOVE PIA', som jeg havde fået af en af Kjærsgaards kampagnefolk – han har nemlig en suttet, hjemmesyet bamse, som hedder det samme som folketingets formand.

Når jeg besøger min optiker – og det gør jeg ofte, for jeg er opereret for to nethindeløsninger, har minus syv på hvert øje og er blind som en muldvarp – bruger vi 10 minutter på mit syn. 45 minutter på at diskutere, om man skal tage Bibelens ord bogstaveligt (hans synspunkt) eller ej (mit). Vi skilles altid med et kram og gensidige forsikringer om, at vi vil sige ’der kan du se, JEG havde ret’, når vi mødes i himlen.

Uenighed er fint og sundt. Så længe vi accepterer, at andre også har lov til at besidde den overfor vores synspunkter. Vi behøver ikke forstå det.

Personligt forstår jeg ikke, hvordan nogen kan nyde at betale skat, være imod fri abort, holde af 80 procents mørk chokolade eller have lyst til at være gift, veganer eller kommunist.

Jeg stiller mig også helt uforstående over for, at man kan tro, at Gud (uanset hvilket navn, man ynder at påkalde ham under) har nogen som helst interesse i, om man danser, hvem man knalder, eller om man har noget på hovedet eller ej. Men jeg accepterer, at nogle af de mennesker, jeg holder allermest af og er stolt af at kunne kalde mine venner, er helt uenige med mig i det.

Essensen af valgkamp er at fremstille den politiske virkelighed, som om forskellene imellem partier og fløje er monumental. Der er jo ikke ret mange af os, der tænder på halvtreds nuancer af grå – med mindre vi kan læse om dem. Derfor handler det meste i disse tider om at udpensle anderledesheden mellem rød og blå og gul og grøn og lilla, og hvad vi ellers har på den politiske farvepalet. Fint med mig.

Men husk bare samtidig, at et stort flertal af alle politiske forlig siden 1950’erne er indgået hen over midten i dansk politik. Fordi vi er altovervejende enige om de store linjer for, hvor Danmark skal hen. Og at det betyder, at vi som hovedregel stemmer på mennesker, der deler synspunktet om, at der er mere, der samler end skiller os.

Jeg er helt med på, at der sidder nogle højtråbende typer bag skærmene rundtomkring og gør deres bedste for at overbevise andre om, at deres polariserede verdensbillede er virkeligheden. En stor del af dem er jeg ufrivilligt pennevenner med.

Men glem ikke, at de er få og små, selv om de ynder at råbe 'se, hvor vi tramper' – og somme tider får mediedækning, så man næsten synes, at man kan høre det gungre.

Og overvej så lige at dele noget hvid chokolade ud sammen med valgpjecerne, når I står på gadehjørnerne, politikertyper. Der er altså grænser for, hvor mange rundstykker med tandsmør en 47-årig kvinde kan spise…