Jeg er i humør til at undre mig. Højlydt.

Og især én ting er de senere år begyndt at blive så stort et problem, at jeg har sagt stop, når jeg bliver ringet op for at kommentere på meningsmålinger. Det vender jeg tilbage til.

Jeg tror, det er affødt af en diskussion med min yngste søn om meget store tal, vi havde for noget tid siden. Børn undrer sig jo konstant, og jeg øver mig på at blive ved med det, selv om jeg er en ældgammel dame på 47.

Faktisk er jeg ifølge dette 11-årige afkom så alderstegen, at han for nogle år siden – da jeg fortalte en anekdote om de syv år, jeg arbejde i Føtex, da jeg var purung – udbrød: 'Næ! Fandtes Føtex virkelig i stenalderen?!' Møgunge.

Nå, men under denne diskussion lærte jeg (sikkert som den sidste i verden, men man kan jo ikke være firstmover på alt), at 'googol' er 1 med hundrede nuller efter, og at det største tal, der nogensinde er indgået i et regnestykke, hedder Grahams Tal.

Grahams Tal er faktisk så stort, at hvis hele universet var fyldt med neutroner, og der stod et ciffer af Grahams Tal på dem alle sammen, ville der ikke være plads nok. Så tror jeg nok, at man holder op med at brokke sig over sit momsregnskab.

Det var en vældig interessant samtale, som jeg blev klogere af. Og den mundede ud i, at jeg lovede ham, at hvis han skulle blive sendt uden for døren for at sige 'googol' til sin lærer, hvis hun skulle finde på at spørge: 'Hvor MANGE gange skal jeg sige det til dig, før du hører efter!?', ville jeg ikke skælde ud, selv om jeg normalt er ret striks med den slags.

Men al den talsnak gjorde altså også, at jeg kom til at undre mig over nogle andre tal. Nemlig meningsmålinger. De kommer jo i stadig heftigere byger, jo tættere vi kommer på valget.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad er de egentlig godt for?

Personligt tror jeg aldrig, at jeg i de nogle-og-tyve år, jeg har arbejdet med dem, har mødt én eneste politiker, der synes, det var fedt hver uge at skulle forholde sig til, om man er 1,4 procentpoint mere populær end for 10 dage siden (med 2,6 pct. statistisk usikkerhed). Måske findes der meningsmålingselskere blandt de folkevalgte. Jeg har bare ikke mødt dem.

Manglen på begejstring for de mange målinger gælder, uanset om kurverne går op eller ned. Personligt synes jeg, at det er det vildeste spild af tid at skulle kommentere på, hvilket er en af grundene til, at jeg ikke længere gør den slags.

Engang for måske fem år siden skrev jeg en klumme om netop det, og der ringede jeg til cheferne for de største meningsmålingsinstitutter og spurgte dem, om de egentlig troede, at de mange tal og grafer fik de folkevalgte til at ændre kurs,  og om det egentlig ikke var et problem, hvis det var tilfældet.

Ingen af dem ville sige det til citat, men jo, det troede de alle sammen. Og at det er et problem, var de også enige i dengang. Men de har jo en forretning, der skal drives. Og der er aviser, der skal sælges – den her er en af dem.

I min verden har vi valgt politikerne til at varetage vore interesser, fordi vi regner med, at de mener det, de siger, og fører den politik, de er blevet valgt på. Tænk, hvis vi lod dem gøre det? Jeg ved godt, at det er en kættersk tanke, men nu leger vi bare.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor svært jeg ville have ved at komme ud ad døren, hvis jeg hver eneste gang, jeg havde taget en kjole på, lige skulle høre fra de nærmeste tusind repræsentative smagsdommere, om den nu var god for min mavedelle eller ikke.

Selv om jeg synes, jeg var pæn foran spejlet, ville jeg så alligevel skifte tøj, hvis 17 pct. af alle kvinder mellem 35 og 49 vendte tomlen nedad? Et eller andet sted håber jeg, at jeg ville være tro mod mit eget tøjvalg, selv om folkestemningen var imod mig. Men man kan jo aldrig vide.

Og selv om grundlovens §56 fastslår, at 'folketingsmedlemmer er ene bundne ved deres egen overbevisning', skulle det da være underligt, om man ikke blev lidt løs i koderne, hvis man hele tiden og på alle kanaler skulle forholde sig til de mellemtider, som meningsmålinger jo retteligt er.

Også selv om man gør sit bedste for at smile stift til kameraet og fortælle, at man har et princip om, at man aldrig udtaler sig om den slags.

Jeg er helt overbevist om, at vi vil blive oversvømmet af målinger i den kommende tid. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Ud over at huske på, at den eneste meningsmåling, der betyder noget, er den, der foregår på valgdagen.

Måske kunne politikerne også minde sig selv om det? Så skal jeg til gengæld love, at jeg beholder den blomstrede kjole på hele vejen ud ad døren – også selv om den sidder lidt stramt på maven.