Jeg har lige været en tur i Washington DC. Det var ulideligt varmt, mens jeg var der.

Så mine forkølede forsøg på at løbe en tur fandt kun sted først på rejsen, hvor jeg havde så meget jetlag, at jeg alligevel stod op klokken kvart over fem og konstaterede, at der på det tidspunkt sjovt nok ikke var nogen, der gad servere mig blåbærpandekager.

Så der løb jeg. Meget langsomt og konstant den forkerte vej (jeg har INGEN stedsans).

Jeg bliver nødt til at udøve en eller anden form for fysisk aktivitet dagligt, for jeg har en gigtsygdom, der reagerer virkelig negativt på inaktivitet. Jeg skiftevis løber, svømmer og løfter vægte. Så det er altså ikke, fordi jeg hader motion. Jeg har det bare ret stramt med den effekt, det har på (nogle) udøveres evne til at udvise helt almindelig god opførsel.

Således var min begejstring for den neonklædte dame, der brølede 'HOLD TIL HØJRE!', da jeg førnævnte dag i et kort øjeblik stod stille midt på en fire meter bred sti for at beundre Washington-monumentet (og tørre sveden ud af øjnene) sådan cirka på niveau med min beundring for de ironman-typer, der skræmmer livet af gamle, langsomme mænd i svømmehallen, fordi de insisterer på at overhale indenom i klodset og meget sprøjtende crawl, mens de snerrer højlydt ud af mundvigen.

Måske kan begge grupper – eventuelt sammen med de mange Chris Froome-wannabes, der huserer på cykelstierne med deres dyre carboncykler (naturligvis uden cykelklokke, for de 23 gram, sådan en vejer, sætter tempoet på Brønshøj-Ballerup-etapen så markant ned, at det er langt bedre at skrige 'VENSTRE!'  ind i hovedet på små, tandløse førsteklasseselever) – overveje i stedet at:

  • Læse en bog.
  • Sige til nogen, for hvem den besked er relevant, at de elsker dem – og håbe det stadig er gengældt.
  • Få noget sex. Helst i dag.
  • Finde en terapeut, der kan hjælpe dem med at bearbejde, at de åbenbart er så utroligt bange for at være til stede i sig selv, at det bliver hele meningen med livet at foretage sig diverse sportsaktiviteter, man kan skrive på sit cv. Og på sociale medier. Dagligt.

Jeg læste for nogen tid siden et morsomt citat af en eller anden, der retorisk spurgte, hvor mange mennesker der egentlig ville være ironmænd og -kvinder, løbe halv- og helmaraton og udøve en vegansk livsstil, hvis man, INDEN man påbegyndte disse selvrealiseringsprojekter, skulle skrive under på en erklæring om, at man ikke måtte tale eller skrive om det til andre end sin nærmeste familie. Det er et godt spørgsmål. Mit gæt er lige omkring 17. I alt. På hele kloden.

Jeg forestiller mig, at det er ubeskrivelig kedeligt at løbe 42 kilometer i modvind i Ydre Mongoliet og leve af hvide bønner. Jeg kan forsikre jer om, at det er mindst lige så kedeligt at læse om.

Jeg elsker bestemt ikke de af mine venner, der omregner deres livskvalitet i Endomondo-kilometer mindre højt af den grund (medmindre de er uopdragne og intimiderende i svømmehallen/parken/på cykelstien, men det er der INGEN af mine venner, der er). Jeg springer det bare over, når de skriver om det.

Men jeg synes, at al den her debat om sociale mediers brug og deling af vores data – og den øgede tendens til stress og psykisk skrøbelighed, især hos unge, har fået mig til at tænke over, at jeg faktisk sætter pris på det indblik, sociale medier kan give mig i andres glæder og sorger, hvilke gode bøger og film de har læst og set, og hvad deres børn og dyr er klædt ud som til fastelavn.

Jeg er selv på Twitter og Facebook – og forsøger mig også med Instagram, som er det eneste sted, min teenagedatter gider være virtuel ven med mig. Det er jeg ikke specielt god til, primært fordi jeg tager elendige billeder, og sekundært fordi jeg får knopper af, at der er så mange indsugede kinder (mit sutte-overbid får mig til at ligne en hamster, hvis jeg suger kinderne ind).

Men det er jo os voksne, der skal være forbilleder for børn og unge og vise dem, at tilværelsen, også på sociale medier, består af opture og nedture og frikadeller og fedtet hår og genudsendelser af 'Barnaby' og ikke kun økoveganske måltidskasser og sixpacks og ekstremsport og meget perfekte øjenbryn. Og det synes jeg måske godt, at nogen kunne øve sig lidt på.

Så lover jeg til gengæld at gøre mit bedste for at bruge sommeren på at dokumentere den glemte sandhed om, at man for at blive det, damebladene kalder 'bikiniklar', ikke behøver at foretage sig andet end at iføre sig en bikini. Også hvis man har fået blåbærpandekager hver dag.