I den seneste uge har vi diskuteret stemmeprocenter, så det har sunget i ørerne. Det er interessant, synes jeg.

Ikke mindst fordi jeg i nogle-og-tyve år har levet af at lære folk, hvordan man målretter kommunikation.

Så lad det være sagt med det samme: Jeg synes, det er helt i orden, at Radikale Venstre har gjort en betragtelig indsats for at maksimere deres stemmetal i landets udsatte boligområder.

Og jeg synes, det er super, at ildsjæle i områderne er gået fra dør til dør for at overtale en gruppe medborgere, der tidligere har bidraget med en begrædelig lav stemmeprocent, til at deltage i demokratiet med helt op til 70 procents valgdeltagelse.

Vi har i den forbindelse endnu en ting at takke Rasmus Paludan for (den anden er en utrolig varieret anvendelse af ordet 'feltmadras'). Der er ingen tvivl om, at han og Stram Kurs har fungeret som det effektive skræmmebillede, der fik indvandrer- og efterkommervælgere op af sofaen og ind i stemmeboksen.

Jeg har heller intet problem med, at disse nye vælgere stemmer på de partier, som, de føler, varetager deres interesser bedst. Guderne skal vide, at jeg selv er til fals for løfter om lavere skat, og det er jo ligesom det, valgkamp – og politik – handler om: at finde de politikere, man tror vil gøre det, der er bedst for en selv.

Jeg har det til gengæld stramt med, at religiøse institutioner er involveret i de konkrete partianbefalinger.

Jeg er selv kristen. Min tro befinder sig et eller andet sted midt imellem mit hjerte og min mave. Den har ikke så meget med mit hoved at gøre. Jeg ved godt med min fornuft, at troen på et væsen, der er universelt og holder en hånd under mig, ligegyldigt hvor tosset jeg handler, ikke har meget med videnskab at gøre.

Det hedder jo også tro af en årsag. Jeg ved ikke. Jeg tror.

Derfor er jeg også yderst skeptisk over for mere eller mindre vidtløftige menneskelige fortolkninger af, hvad Gud har en mening om.

Jeg tror således ikke, som der står skrevet i 3. Mosebog, 21, 16-21, at Vorherre ikke tillader præster, 'som har en fejl (…) hvad enten han er blind eller halt, har hareskår eller en forvokset legemsdel, eller han har brækket ben eller arm, er pukkelrygget eller dværg eller har hvid plet i øjet, eller har skab eller fnat eller beskadigede testikler'.

Jeg tror sådan set heller ikke, at Paulus' berømte sætning om, at kvinder skal tie i forsamlinger, har noget på sig (i så fald har jeg i hvert fald lidt af et problem med Den Store Fyr Deroppe).

Og jeg tror slet, slet ikke, at Gud/Allah/Buddha/Krishna/Jahve (vælg selv, hvem du foretrækker) synes bedre om Morten Østergaard end om Morten Messerschmidt.

Derfor synes jeg, at religiøse autoriteter, uanset om de er præster, imamer, rabbinere eller noget andet, skal afholde sig fra at bruge den åndelige magt, de har, til at blande sig i politik.

Min præst er min sjælesørger og fortrolige – ikke spindoktor for et politisk parti. Sådan synes jeg også, andres præster burde opføre sig.

Jeg har i den seneste uge hørt fremført, at debatten er skæv og forkert og et udtryk for strukturel diskrimination. Ja, at vi faktisk slet ikke skal diskutere sagen, fordi det er 'synd' for de vælgere af anden oprindelse end dansk, den handler om.

Sikke noget pjat. Selvfølgelig skal vi det. Ligesom vi skal diskutere det rimelige i, at Jehovas Vidner forbyder deres 14.000 medlemmer at stemme eller stille op til politiske embeder med henvisning til religionen.

Og at Indre Mission – og Kristendemokraterne, når de ved en 'fejl' kommer til at sige, hvad de mener – bilder folk ind, at Gud blander sig i kvinders ret til egen krop.

Efter min mening bør vi diskutere og anfægte ethvert forsøg fra religiøse autoriteter på at bruge den magt, de har, til at erklære absolutte sandheder i Guds navn.

Her i landet må vi tro på, stemme på og knalde med, hvem vi vil. Vi må også bruge vores frie valg til at undlade at tro, stemme og knalde.

Jeg synes, det er forkerte valg at træffe (jeg kan f.eks. nævne adskillige, der ville have virkelig godt af at praktisere det sidste lidt hyppigere), men jeg kunne ikke drømme om at forbyde det.

Til gengæld er det efter min mening også skrupforkert at 'forbyde' diskussionen, fordi nogen lider af 'by proxy'-fornærmethed. Vi er nemlig ikke så sarte, vi religiøse typer. Mest fordi vi ved, vi har ret.