Efter at have deltaget for første gang i et Folketingsvalg, er min betagelse af det danske system om muligt kun blevet større.

Indrømmet, jeg endte med at stemme på den tabende statsministerkandidat, men jeg synes, han og Venstre har formået at tage nederlaget pænt. I det mindste har han ikke lavet en 'Hillary Clinton' og beskyldt kvinder, der stemte imod ham, for at være presset til det af deres mænd og sønner.

Og hans bagland går heldigvis ikke rundt i København Indre By med en kæmpeballon af Mette Frederiksen i ble ligesom den af Trump i London!

Næh, i stedet har Lars stille tryglet Mette om at ringe til ham, hvis hun lige står og mangler en minister et sted. Desperat? Måske, men det er en anstændig og formålsbetonet desperation.

Det fascinerer mig at se Mette Frederiksen prøve at nå til enighed med alle sine støttepartier. Jeg er sikker på, at det kræver alle hendes evner som forhandler samt en masse kaffe og uanede mængder kage, som er obligatoriske forhandlingsmidler i Danmark.

Jeg beundrer virkelig den måde, systemet kræver, at Mette finder et kompromis, som alle de forskellige fraktioner kan enes om, før hun kan danne regering. Måske kunne USA lære noget af det efter næsten 3 år med kun meget få kompromiser.

Jeg var så heldigt at få lov til at være med helt inde i maskinrummet, da jeg i sidste øjeblik sagde ja til at tage en vagt på mit lokale valgsted: et arbejderkvarter på ydre Østerbro.

Det kan jeg klart anbefale til alle jer, der ikke har prøvet det før. Her får du nemlig rig mulighed for at se alle de forskellige personligheder, der gemmer sig i dit nabolag.

Der er førstegangsvælgerne, som nogle gange spørger, hvor mange krydser de har lov til at sætte på stemmesedlen. (Svar: ét. Vi var alligevel nødt til at kassere nogle stemmesedler, efter at vedkommende havde været lidt for entusiastisk over sin stemmerettighed og sat to eller flere krydser.)

Så er der de meget gamle vælgere. Den ældste ved mit bord var en dame på 97 år, hvis eneste hjælpemiddel til at komme omkring med var en stok. Ud fra mine hurtige beregninger, måtte hun næsten – ikke helt – have været gammelt nok til at have stemt på Stauning!

Vores bord syntes også at være populært blandt de kommende vælgere, der fulgtes med deres forældre. Måske var det vores skål fyldt med valgguf.

Som aften skred frem, og stemmesedlerne fra dagens valg blev talt op, var det svært ikke at prøve at forestille sig, hvem der havde stemt hvad.

Var Hugo Boss-jakkesættet i den dyre bil én af de i alt 60 LA-vælgere? Mon ikke? 181 stemte på Alternativet – det er åbenbart ikke alle, der har mistet tilliden til Uffe Elbæk. Var det mon teenagerne, eller måske ham den midaldrende mand i Birkenstock-sandalerne?

Gruppen af hospitalsmedarbejder, der brugte deres dyrebare frokostpause på at stemme, måtte helt sikkert være en del af SF’s 343 vælgere, som gerne ville have mere ro på. Eller vil de hellere ha’ en regering, der ikke vil hæve skatten på smøgerne i baglommen?

No one will ever know.

Ligesom vi heller aldrig får at vide, hvem de 71 på overfladen venlige folk, der stemte på Stram Kurs er. Tænk, at nogen har hilst smilende, afleveret sit valgkort, og endda taget et bolsje, for så at gå ind og stemme på Rasmus Paludan.

En anden ting jeg, også kan lide ved det danske system, er Dronningerunden, også selvom det bare er formalia disse dage. Jeg kan snildt forestille mig, Hendes Majestæt Dronning Magrethe sidde der i sine polstrede fløjlsmøbler i audiensværelset og tage imod partilederne én efter én.

Til gengæld har jeg svært ved at se Kronprins Frederik i den samme situation. Han virker mere interesseret i atletik end politik. 'Kom, lad os snøre løbeskoene, og så kan I fortælle mig lidt om jeres partier, mens vi løber.'

Næste!

Så er det slut med Folketingsvalg for de næste fire år – hvis altså Mette Frederiksen kan få dannet regering – og det er tid til at se frem mod det amerikanske valg, der lurer lige rundt om hjørnet om 'kun' 500 dage. De første debatter mellem de 20 Demokratiske topkandidater starter i næste uge, og det ser ud til at blive rigtig spændende.

Når man har et dobbelt statsborgerskab, er der altid et valg at se frem til.