Forrige uge sad jeg på tilhørerpladserne i Folketinget og overværede en afstemning.

Der skulle stemmes om et forslag fra oppositionen om, at den danske voldtægtslovgivning skal basere sig på samtykke. Et forslag, jeg er enig i og har lobbyet heftigt for i det sidste års tid.

Forslaget blev desværre ikke vedtaget. Det havde jeg nu heller ikke regnet med, for det har mødt betydelig modstand blandt en række borgerlige politikere, som bl.a. er blevet sekunderet af forsvarsadvokater og dommernes interesseorganisation, Dommerforeningen.

Den har ved flere lejligheder fremført den påstand, at der ikke er grund til at lave noget som helst om i lovgivningen, når det kommer til voldtægt.

Den fungerer, som den skal, loven, mener de. Og det er da bestemt muligt, at den nugældende lovgivning fungerer til dommernes og forsvarsadvokaternes tilfredshed.

Jeg deler ikke den tilfredshed. Justitsministeriets offerundersøgelse fortæller, at over 5.000 bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg årligt.

I 2017 blev 944 af disse anmeldt til politiet. 94 blev dømt samme år. Så man skulle mene, at der var plads til forbedring. Men det er nok bare mig.

Ved debatten i Folketinget sidste uge sagde Venstres retsordfører:

»Mange dommere er alvorligt bange for, at en såkaldt samtykkebaseret lovgivning vil afstedkomme, at kvindens adfærd får en højere prioritet, når der skal dømmes i retten, og der må jeg sige, at det ville være dybt, dybt beklageligt.«

Jeg har også hørt Dommerforeningens formand udtale, at han bl.a. 'frygter nærgående afhøringer af voldtægtsofre', hvis man indfører en samtykkebaseret lovgivning i Danmark.

Jeg kan berolige både Dommerforeningen og Venstres retsordfører med, at den frygt er helt ubegrundet.

I sidste uge tilbragte jeg således to dage i Københavns Byret i sal 6. En 49-årig kvindelig jurist blev afhørt i en voldtægtssag. Jeg har lært hende at kende gennem mit arbejde for en lovændring, og hun havde bedt mig være til stede ved hendes afhøring.

Hun blev for små to år siden ifølge hendes forklaring holdt fast og voldtaget gentagne gange med en knytnæve i skeden af sin daværende kæreste. Hun blødte fra livmoderen i 10 dage efter overgrebet.

Den forurettede, eller 'vidnet', som retten kalder det (lad os kalde hende T) havde besluttet, at hendes egen afhøring skulle foregå for åbne døre.

Det er ellers normal praksis, at forurettede beder om at få dørene lukket under den del af retssagen. Åbne døre betyder nemlig, at den tiltalte også kan sidde derinde, mens man bliver afhørt. Det bryder de færreste sig om.

Men når dørene er åbne, kan der også være tilhørere til afhøringen. For eksempel mig – og min notatblok. Så nu skal I se et udpluk af de 'ikke-nærgående' spørgsmål, man bliver stilet, når man tager vidneskranken i en voldtægtssag. Citaterne her er ordrette:

'Havde du nogle ønsker eller præferencer i jeres sexliv?'

'Hvornår har I samtaler om erotiske fantasier?'

'Har I haft sex uden forspil i perioder?'

'Har du nogensinde sagt 'av', når du fik et klap i numsen?'

'Er det korrekt, at du godt vil nives i brystvorterne under sex?'

'Kjolen, du har på, var det sædvanligt nattøj?'

'Den silketunika, der er tale om, var den gennemsigtig? Det fremgår ikke af billederne.'

'Sov du normalt uden trusser?'

T græd næsten uafbrudt under afhøringen og sagde flere gange ting som: 'Hvorfor er det relevant, det her var jo ikke sex, det var vold?'

Det er mit klare indtryk, at hendes afhøring var helt normal, om end det virkede, som om det kom som en overraskelse for både dommeren og forsvarsadvokaten, at dørene ikke skulle lukkes. De spurgte begge anklageren, inden retssagen gik i gang, om det virkelig kunne passe, at der ikke var bedt om dørlukning.

På et tidspunkt, hvor T græd så voldsomt, at man knap kunne høre hendes udsagn, sagde dommeren følgende:

'Det er vores opgave at tage stilling til, hvad der er sket inde i tiltaltes hoved. Vi ved godt, at det her var grænseoverskridende for dig. Det er bare præmissen for afhøringen. Det er ikke for at være onde eller trække dig igennem noget. Ingen her synes, at noget i jeres sexliv var forkert.

Så undskyld mig venligst, hvis jeg ikke synes, at frygten for 'nærgående afhøringer' er noget godt argument for ikke at lave en helt utilstrækkelig lovgivning om. Jeg synes derimod, at dem, der fremsætter den slags bavl, skulle tvinges ind i en retssal til en afhøring af et voldtægtsoffer snarest muligt. Vi kan jo følges.

Og den tiltalte? Han blev frikendt med dommerstemmerne 2-1. Som dommeren sagde, da hun afsagde dommen:

'Vi ved, at tiltalte siger: 'Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det'. Her deler rettens anskuelser sig. Vi har haft en forskellig opfattelse af, hvorvidt det var en trussel.'

Velbekomme.