Josephine Touray har vundet guld ved OL og EM og scoret et hav af mål fra højre fløj, og i dag er hun glad for at være vendt tilbage til håndboldmiljøet efter en afstikker.
Hun arbejder tæt sammen med stjerner som Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Mie Højlund, og så har hun lige været til en reunion med et gammel guld-hold, hvor konkurrencerne foregår 'med livet som indsats'.
»Lige nu er jeg på juletur rundt til vores samarbejdspartnere,« siger den tidligere superfløj og afslører, at hun har tyve stop foran sig.
Hun blev uddannet jurist den dag, hun stoppede karrieren, og i dag er hun direktør i Hej Fonden, der oprindeligt er stiftet af Mikkel Hansen, men nu også tæller frontfigurerne Mie Højlund og Mathias Gidsel.
De går forrest i kampen mod mobning og giver børn og unge muligheder for at finde sammen i fællesskab med håndbolden som medspiller.
»Det har været dejligt at komme tilbage til håndboldmiljøet og møde så mange gode mennesker. Det er en fed sag,« siger 45-årige Touray, der selv har scoret 383 mål for landsholdet.
Hun har været på posten i lidt over et år, og lige i 2024 har Gidsel, Højlund og Hansen haft et totalt proppet program, der har gjort det svært at starte nye ting, men til gengæld har det givet Touray en mulighed for at samle en masse løse tråde op.
»De har haft et vanvitigt år, men jeg har haft tid til få organisationen på plads,« siger hun.
De har dog haft tid til at lave et samarbejde med Feel Good Camp, som Mathias Gidsel havde et stort ønske om, og det har været fedt for Touray at køre den i mål.
»Så kan jeg også vise over for ambassadørerne, at alle deres gode ideer kan vi godt eksekvere på. Det har været super - også for at lære dem alle tre at kende.«
Hun har i de seneste år lært at strikke og stå på ski med familien, der nu tæller hende, hendes mand og to døtre på 11 og seks år, men før alt nåede hun at vinde guld ved EM og OL, og det har givet minder for livet.
»Jeg husker det som en fed tid,« siger hun og fremhæver tiden omkring 2004, hvor OL-guldet senest kom hjem for det danske kvindelandshold.
Den gruppe har lige mødtes til reunion, hvor den stod på gamle røverhistorier, quiz samt 'ung mod gammel' i hockey og fodbold.
»Vi havde ondt i kæberne af at grine og ondt i benene efter konkurrencerne. Vi kunne slet ikke styre det, og vi røg helt ind i de samme roller, hvor vi allesammen vil vinde, selvom kroppen ikke vil det samme mere. Det var med livet som indsats,« lyder det med et grin.
Særligt en person har hun fået en helt speciel relation til, nemlig Lotte Kiærskou.
»Hun tog mig ind, da jeg kom med i 2001, og vi startede med at bo sammen til første samling holdt ved - også under OL i 2004. Jeg føler, jeg har kendt hende altid, og jeg kender også hendes søster, som er min gode veninde. Hende skal jeg sove hos på min rundtur.«
»Jeg vil også fremhæve Jan Pytlick. Han er fantastisk, og også til vores reunion var det dejligt at se ham som historiefortæller. Man kan bare sidde og nyde, når han folder sig ud. Men alt i alt var sammenholdet unikt på det hold.«
Og det synes danskerne tilsyneladende også, for Touray bliver ofte genkendt og takket for indsatsen i rødt og hvidt.
»Ja, det sker ret tit, og mange kommer hen og siger søde ting. Det var hårdt nogle gange altid at blive bedømt efter kampene, men det gør de jo ikke længere. Nu siger de i stedet bare: 'Tusind tak for gode oplevelser.'«