Vinder af dette års ‘Alene i vildmarken’ Bente Boisen har kæmpet mere end de fleste.

Hun har været ramt af kræft to gange, og i vildmarken fik det hende til at tænke over livet – og døden – på en ny måde. Men frygten for, at kræften rammer igen, kan være svær at slippe.

»Når man først har haft kræft, uanset om det er en, to eller tre gange, så vil det altid sidde i dig som en mulighed, at det kommer retur.«

»Og når du har haft det to gange inden for fem år som mig, så tyder det jo på, at jeg er disponeret. Så jeg ved, det er en mulighed,« forklarer Bente Boisen.

Hun blev først ramt af brystkræft, og efter et længere forløb fik hun fjernet begge bryster og blev erklæret kræftfri i 2018.

Efter fem sygdomsfri år fik Bente Boisen så i 2023 konstateret kræft igen. Denne gang i livmoderen og æggestokkene, som derfor blev fjernet.

Bente Boisen understreger dog, at selvom frygten kan lure i baghovedet, så insisterer hun på, at den ikke skal få overtaget.

»Hvis jeg lod det fylde i mit liv, så ville jeg hele tiden gå og være bange,« siger Bente Boisen.

»Jeg er opmærksom på det, men det er ikke noget, jeg går og tænker over, for det har jeg livet for kært til,« tilføjer hun.

Har man set Bente Boisen i ‘Alene i vildmarken’, er man ikke i tvivl om, at hun er typen, der er mentalt stærk.

Og generelt bruger hun ikke meget tid på at have ondt af sig selv, fortæller den 50-årige tv-deltager.

»I det øjeblik du gør dig selv til offer, bliver du handlingsløs. Så snart du gør noget, bliver det mere meningsfuldt – og så bliver du stærk,« fortæller hun.

Til daglig driver hun bodegaen Club 21 med sin mand Mads, som man også ser i programmet. Men derudover holder hun også foredrag – blandt andet om at håndtere svære følelser som frygt.

I det hele taget har sygdomsforløbene gjort, at Bente Boisen tænker meget over, hvad hun bruger sin energi på.

»Jeg reflekterer meget over både livet og døden, og i vildmarken blev begge dele meningsfulde. Jeg er meget bevidst om at vælge til og fra i livet. Det er ingen skam at dø, hvis man har været tro mod sig selv i det liv, man har levet og fået lavet de flueben, der er vigtige for dig,« siger Bente Boisen og tilføjer:

»Jeg er bevidst om ikke bare at drømme, men om at udleve drømmene.«