Bedst som man måske gik og troede, at tv-fladerne var mættet med dating-tv, har DR nu premiere på seniordating-programmet 'Hotel Romantik'.

Og gudskelov for det! For det her program er decideret fantastisk. Jeg havde våde øjne allerede efter de første minutter, jeg grinede, heppede og var dybt underholdt - og samtidig gør programmet også noget vigtigt. Særligt tre ting fungerer virkelig godt.

Omdrejningspunktet i ‘Hotel Romantik’ er 20 singler i alderen 62 til 78 år, der er sendt på alpehotel for forhåbentlig at finde den sidste store kærlighed - kyndigt hjulpet af værterne Sofie Linde og Joakim Ingversen, der også danner par privat.

Herefter guides de gennem forskellige små opgaver og udfordringer, der har til formål at få de 20 singler tættere på hinanden. Og her er vi fremme ved første, der fungerer enormt godt.

Foto: Holger Rytter
Vis mere

Programmet er nemlig stramt og klogt tilrettelagt, så singlerne hjælpes på vej gennem små opgaver.

Kort efter ankomst skal de 10 kvinder således rode de 10 mænds kufferter igennem og baseret på kuffertens indhold vælge den mand, de vil møde først.

»Fløjlsbukser, og de er helt nye! Det er lige mig!« udbryder 74-årige Inger fra Herning begejstret, da hun kaster sin kærlighed på en særlig kuffert, der da også ender med at blive kamp om.

Senere i premiereafsnittet ser vi også, hvordan singlerne skal til en dansefest igangsat af Linde og Ingversen og i par skal opføre et lille show for de andre senere på aftenen.

74-årige Inger fra Herning kaster sin kærlighed på et par fløjlsbukser i første afsnit.
74-årige Inger fra Herning kaster sin kærlighed på et par fløjlsbukser i første afsnit. Foto: Holger Rytter
Vis mere

Som med en teambuilding på arbejdspladsen fungerer det bare godt, når nogle voksne har lavet en plan, og man fornemmer også, at rammerne gør det nemmere for deltagerne at lade sig rive med.

Det bringer os til programmets helt store trumfkort - deltagerne. For hold nu op, hvor er de skønne!

Gevinsten ved at have ældre medvirkende er, at de alle har levede liv, og her er deltagerne ikke bange for at fortælle om dem.

Flere deltagere fortæller om at føle sig ensomme.

67-årige Lars fortæller om et kræftforløb og inkontinens, der gjorde, at han trak sig fra sin tidligere kæreste.

68-årige Lonnie mistede sin mand for to år siden og har ikke datet i 37 år.

Og 63-årige Lise-lotte fortæller om at miste sin datter i en trafikulykke, hvilket også medførte at forholdet til hendes tidligere mand gik i stykker.

Deltagerne kommer med andre ord alle med en bagage, som man nu gør, når man har et levet liv. Det er rørende, men det kammer aldrig over.

Lise-lotte er ombejlet fra programmets start, men gemmer også på en voldsom historie om tabet af sin datter.
Lise-lotte er ombejlet fra programmets start, men gemmer også på en voldsom historie om tabet af sin datter. Foto: Nicolai Emil Fortuné Preisz
Vis mere

Og det fantastiske ved programmet er, at alle deltagere fremstår enormt autentiske og åbne for det, programmet tilbyder.

Her er der altså ingen, der tænker på den kendis-karriere, de skal ud og have, når programmet er slut, og det er dejligt befriende. 

I det hele taget giver deltagerne virkelig los. Allerede i første afsnit bliver der krammet, rørt, flirtet og danset i så stor stil, og drama er der også allerede masser af fra begyndelsen.

Der opstår nemlig lynhurtigt kamp om 63-årige Lise-Lotte, som flere mænd er interesseret i, og der er helt klart en tydelig seksuel energi i luften - ikke mindst når 67-årige Lars går på dansegulvet.

Foto: Holger Rytter
Vis mere

Programmet formår nemlig også at give et forfriskende andet blik på seniorer, som også er mennesker med følelser og begær, selvom det måske ikke er sådan, vi er vant til at se den aldersgruppe i tv-programmer. 

Sidst men ikke mindst er værtsparret Sofie Linde og Joakim Ingversen en kæmpe gevinst for programmet.

De fungerer nemlig som langt mere end bare værter.

De er en form for rejseguider for de 20 singler, ligesom de i hvert program skal vælge et par, der får mulighed for alenetid og en overnatning i en særligt romantisk hytte.

Samtidig er parret er en form for emotionel airbag for deltagerne, som de kan dele følelser med, og den opgave mestrer parret til perfektion.

I det hele taget er ‘Hotel Romantik’ et program man bare vil have mere af. Jeg kan ikke få nok - og jeg kan næsten ikke vente med at følge de 20 singlers videre færd.

Anmeldelsen er baseret på første afsnit af programmet.