Den danske toprytter Andreas Helgstrand imponerer med sin forretning, der på kun otte år har givet ham en formue på en kvart milliard kroner. Der er flere årsager til succesen, fortæller han til BT.

Heste og ridning er en dyr fornøjelse. Det kan mange af landets hestefolk skrive under på. For eksempel har den hesteglade mangemilliardær, Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, de seneste år tabt hele 150 millioner kroner på sit store stutteri Blue Hors.

Men én mand har tilsyneladende fundet nøglen til succesen. Den danske toprytter og OL-medtaljevinder Andreas Helgstrand, der tidligere har været ansat som rytter hos netop Kjeld Kirk Kristiansen, har de seneste år tjent så styrtende mange penge på sin salgs- og træningsstald Helgstrand Dressage i Vodskov i Nordjylland, at han imponerer i erhvervsverdenen.

På kun knap ni år er han skabt en egenkapitalen er på over 250 millioner kroner, hvilket gør den tidligere sjællander til kvartmilliardær.

At han så hurtigt har fået så stor økonomisk succes er også kommet bag på ham selv:

»Det havde jeg ikke min vildeste fantasi forestillet mig. Det er gået langt bedre, end jeg troede det ville. Jeg ville bare have været glad, hvis vi overlevede. Da jeg blev selvstændig (i 2008, red.)  var det jo en satsning. Jeg valgte at springe ud i noget nyt,« siger han og tilføjer:

»Det fortæller mig, at folk gerne vil have det bedste. De vil gerne have kvalitet, og det vi prøver at lægge os op ad.«

Andreas Helgstrand på hesten Blue Hors Matine. 
Andreas Helgstrand på hesten Blue Hors Matine.  Foto: JOCHEN LUEBKE
Vis mere

Blandt de ryttere, der den seneste tid har købt ’kvalitet’ hos Andreas Helgstrand, er den tidligere ejer af Skagen Ure, Charlotte Jorst. Hun er nu blevet en af USA's bedste dressurryttere og tog i sommer turen til Danmark for at købe sin næste tophest hos Helgstrand.

Charlotte Jorst har fortalt til både BT og Børsen, at hesten oprindeligt kostede 22 millioner kroner, men at hun fik den noget billigere.

Prisen på hesten har Andreas Helgstrand ikke lyst til at komme nærmere ind på.

»Jeg forstår ikke, hvorfor priserne skal frem,« siger han. Derimod er han mere villig til at tale om forretningen.

Andreas Helgstrand avler stort set ikke selv heste, men køber unge, talentfulde heste. Og netop det, mener han, er en af årsagerne til succesen.

»Jeg tror, vi har været gode til at bygge op nedefra og fået et fast solidt varelager gennem mange år. Og så har vi nogle af verdens bedste heste nu, som gør, at folk fra hele verden kommer og køber heste hos os,« siger Helgstrand og tilføjer:

»Vores motto er, at alle heste er til salg. Kunderne skal ikke tro, at der er nogen, vi gemmer Det kan vi ikke. Alt er til salg,« siger han.

I sin tid som selvstændig har Helgstrand også mødt modstand. Flere gange har han været i medierne på grund af anklager om hestemishandling, svindel og underbetaling.

Det har dog tilsyneladende ikke stoppet millionerne i at rulle ind i rytterens virksomhed. Ifølge Andreas Helgstrand er der også en anden afgørende grund til succesen. Han er nemlig ikke bange for at tage en chance.

»Vi er dygtige til at spotte og uddanne. Vi tager nogle risici. Vi køber nogle vildt dyre heste selv. Vi køber de dyreste ungheste, der findes,« siger han.

Og går det som planlagt, så bliver de dyre heste trænet op og efterfølgende solgt for endnu højere millionbeløb.

Herunder fortæller Andreas Helgstrand på Facebook om sine seneste hesteindkøb.

Helgstrand Dressage sælger mellem 60 og 100 heste om året, oplyser Helgstrand. Det er langt fra alle, der nærmer sig en pris på de 22 millioner kroner, som den førnævnte heste.

Hvor mange sælger du om året i den prisklasse?

»Jeg kan godt sælge nogle stykker,« siger Helgstrand, der oplyser, at han har en omsætning på omkring 300 millioner kroner om året, og at han derfor også sælger heste i helt andre prisklasser.

»Det er vigtigt for os, at folk ikke ser os som nogle, der kun sælger ekstremt dyre heste. Vi vil også gerne være dem, der også har søde og fornuftige heste, som folk gerne vil have,« siger toprytteren, der i sin tid som rytter for Kjeld Kirk Kristiansen nåede både at vinde OL-holdbronze og VM-sølv.