Den kendte dressurrytter Andreas Helgstrand har så stor succes som forretningsmand med sin salgsstald, at han nu tjener flere penge end sin forhenværende chef – Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen. Det er imponerende, vurderer ekspert.

Hele 22 millioner kroner. Så meget ville toprytteren Andreas Helgstrand have for en dressurhest, som han ville sælge til den tidligere ejer og stifter af Skagen Ure, Charlotte Jorst i sommer. Det fortalte hun tidligere på året til Børsen.

Den dyre hest er dog ikke en enestående vare hos den kendte dressurrytter Andreas Helgstrand. I hans salgsstald Helgstrand Dressage i Nordjylland bugner det med ekstremt værdifulde heste.

Og mens andre ryttere og hesteejere har udfordringer med at få de penge tilbage, som de investerer i deres hestehold, så står det helt anderledes til hos Helgstrand, hvor der er godt gang i salget.

Det vidner det seneste netop offentliggjorte regnskab om. Hele 69,5 millioner kroner lød overskuddet på det seneste år. Og det er næsten en fordobling af sidste års overskud på 37 millioner kroner.

Det bringer egenkapitalen i Helgstrand Dressage, som Andreas Helgstrands virksomhed hedder, op på en kvart milliard kroner, og Andreas Helgstrand kan derfor uden tøven kalde sig stenrig.

Andreas Helgstrand på hesten Blue Hors Matine.  
Andreas Helgstrand på hesten Blue Hors Matine.   Foto: JOCHEN LUEBKE
Vis mere

Ifølge Søren Jakobsen, der er forfatter og har skrevet flere bøger om erhvervslivet og danske familiedynastier, er Helgstrand bedrifter imponerende.

»Det er helt exceptionelt. Han har talent for at finde de rigtige heste og for at få dem afrettet, så de kan sælges for meget store beløb«, siger han.

Andreas Helgstrand startede sin ridekarriere på Amager og uddannede sig efterfølgende til berider. Men han blev først landskendt, da han i 00’erne arbejdede som rytter for Danmarks rigeste mand – Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen. I årevis var han toprytter på milliardærens hestestutteri Blue Hors i Randbøl ved Billund, hvor han fik stillet de bedste og mest værdifulde heste til rådighed, så han kunne repræsentere Danmark ved de største konkurrencer. Blandt toppræstationerne kan nævnes holdbronze ved OL og VM-sølv.

I 2008 beslutte Andreas Helgstrand sig for at blive selvstændig. Han havde hjulpet den hesteglade millionær Ole Vagner med at finde en hest til hans kone, og som tak for hjælpen var han blevet inviteret med på en ferie på Vagners båd i Caribien. Helgstrand blev så betaget af den luksuriøse livsstil, at han spurgte Vagner, hvordan man fik råd til sådan en båd, hvortil Vagner svarede, at man blev selvstændig.

Med en god millionstøtte fra Ole Vagner i ryggen åbnede Helgstrand sin salgsstald i Vodskov i Nordjylland.

Og det viste sig hurtigt at være en guldgrube. De seneste år er millionerne fosset ind i Helgstrands pengetank i takt med, at de ekstremt dyre heste er blevet solgt.

Andreas helgstrand ses her ved OL i Beijing i 2008, hvor han vandt holdbronze sammen med prinsesse  Nathalie Zu Sayn-wittgenstein og Anne van Olst.
Andreas helgstrand ses her ved OL i Beijing i 2008, hvor han vandt holdbronze sammen med prinsesse  Nathalie Zu Sayn-wittgenstein og Anne van Olst. Foto: CAREN FIROUZ
Vis mere

Vejen til succes har dog ikke været helt glat for Andreas Helgstrand. Han har flere gange været i medierne på grund af anklager om hestemishandling, svindel og underbetaling.

Ifølge Søren Jakobsen gør det dog ikke hans forretningsimperium mindre opsigtsvækkende. På rekordtid har Helgstrand overhalet flere af Danmarks største stutterier i omsætning og overskud. Kjeld Kirk Kristiansens to stutterier, Blue Hors i Randbøl og Stutteri Ask på Nordfyn, er overhovedet ikke i nærheden af samme millionoverskud.

Tværtimod fosser millionerne ud af Lego-ejerens stutterier. Alene de seneste år har stutteriet Blue Hors givet et underskud på 150 millioner kroner før skat.

»Han (Helgstrand. red.) har opnået det på ni år. Det er meget, meget imponerende. En ting er at være rytter på verdensplan, noget andet er at være handelsmand«, siger Søren Jakobsen.

Toprytteren selv har da heller ikke svært ved at skjule sin begejstring:

»Vi har bare gjort mere af det, vi er gode til. Gennem årene har vi bygget et kæmpe varelager op af gode heste, og det giver afkast nu. Vi er blevet markedsførende i verden inden for salg af heste,« fortalte Andreas Helgstrand til Finans tidligere på ugen.

Charlotte Jorst endte i øvrigt med at købe den dyre hest ’Lorenzo’ af Andreas Helgstrand. Men også hun har et særligt forretningstalent, og hun endte med at betale noget mindre for hesten end de forlangte 22 millioner kroner.