Mens millionerne ruller ind på OL-rytteren Andreas Helgstrands konto, så spiser han sin arbejdskraft af med lav løn og slaveri-lignende kontraktforhold. Ekspert rejser kritik.

60 millioner kroner. Så meget har topdressurrytteren Andreas Helgstrand samlet haft i overskud før skat de seneste fire år. Men selv om millionerne ruller ind på kontoen hos den succesfulde rytter, der flere gange har repræsenteret Danmark ved OL, så er det tilsyneladende ikke noget, der kommer hans arbejdskraft til gode. Tvært imod præsenterer stjernerytteren lønninger på 62 kr. i timen samt 'slaveri'-lignende kontraktforhold.

I to år har dressurrytteren haft en 23-årige rumæner ansat som staldmedhjælp på OL-rytterens rideetablissement Helgstrand Dressage. Udover at blive spist af med 62 kr. i timen, fik den ansatte hverken tillæg eller betaling for overarbejde, skriver Fagbladet 3F, der har fået indsigt i staldmedhjælperens kontrakt.

I kontrakten står desuden, at den 23-årige staldmedhjælp hverken var omfattet af en overenskomst, af medhjælperloven eller af funktionærloven. Og det er dybt kritisabelt, mener Henning Jørgensen, der er professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet.

- Det er ikke ulovligt at give lav løn, men man kan ikke skrive sig ud af, at love ikke gælder i det her land, for det gør de. At tro, at man kan snyde unge mennesker til at skrive under på noget, man påstår skulle være gældende, men som selvfølgelig ikke er det, er ikke i orden, siger Henning Jørgensen, der mener, at man handler i ond tro, hvis man laver kontrakter, som den Andreas Helgstrand har haft med sin ansatte.

Andreas Helgstrand bekræfter overfor både BT og Fagbladet 3F, at han har haft den 23-årige ansat. Han tilføjer, at han var glad for den ansatte, og at den ansatte var glad for at være i dressurstalden.Helgstrand ser dog ikke noget galt i en løn på 10.000 kr om måneden, hvilket svarer til 62 kr i timen.

’Vi har folk, der ønsker at arbejde gratis for os. Vi driver jo et sted med international dressurstald. Folk skriver fra hele verden for at få lov til at arbejde for os og lære noget om hestebranchen. Folk vil gerne arbejde gratis bare for at få lov til at være der, siger dressurstjernen til BT og tilføjer:

’Der er simpelthen ikke råd til at have folk ansat til 25.000 kr. Derfor siger jeg også altid til folk, der kommer her, at de ikke skal arbejde her for pengenes skyld. For hvis de gjorde det, så sad de i kassen i Bilka. Det siger jeg til dem, inden de skriver under på kontrakten.

Andreas Helgstrand henviser til, at han kender andre steder i branchen, hvor lønnen udgør 3.000 kr. Han afviser samtidig, at det lave lønniveau kan ses som ’slaveri’.

Henning Jørgensen er dog ikke enig i Helgstrands vurdering. Han kalder kontrakten for 'slaveri-lignende og sammenligner den med dem som kagefirmaet Agnes Cupcakes blev kritiseret for i 2011.

-  Der blev unge 18-årige piger pålagt, at de ikke måtte omtale en eneste ting om deres produkter, da de så kunne blive ansvarlige for op til 250.000 kr. Det var simpelthen helt ude af proportioner. Det er snydetampe, der forsøger at snyde unge mennesker, siger Henning Jørgensen.

Kritikken rejste en enorm debat, og sagen førte til, at Agnes Cupcakes måtte dreje nøglen om.

HAR DU OGSÅ OPLEVET AT BLIVE UNDERBETALT I HESTEBRANCHEN, SÅ SKRIV TIL BT. SEND EN SMS TIL 1929 ELLER EN MAIL TIL 1929@bt.dk

Fagbladet 3F har den seneste tid skrevet om flere sager, hvor staldpiger og andre ansatte i hestebranchen enten er blevet snydt for den overenskomstmæssige løn eller er blevet underbetalt. Tidligere har også den kendte springrytter Tina Lund fået kritik for at underbetale sine staldpiger.

Henning Jørgensen påpeger, at det er et kendt problem i hestebrancen.

- Det er ikke hverken første eller anden eller tredje gang, at man hører det. Det er for meget rådenskab i nogle brancher. Men vi har ikke undersøgt, hvor udbredt det er. Vi kan bare sige, at det er udbredt i hestebranchen, siger han.

BT har været i kontakt med den 23-årige staldhjælpers familie. Da den 23-årige ikke taler godt dansk eller engelsk, udtaler broderen på hans vegne, at den 23-årige var glad for arbejdet hos Helgstrand, da han godt kan lide at arbejde med heste. Ifølge broderen var den 23-årige dog ikke så glad for lønnen. Den 23-årige har nu fået et job, hvor han tjener 100 kr i timen, og det er han rigtig glad for, oplyser broderen.