Danskerne ser ud til at være ret så vilde med tanken om at skære i momsen på fødevarer. 

I en meningsmåling foretaget af Norstat for De Samvirkende Købmænd, svarer 84 procent af de adspurgte, at de støtter en reduceret momssats for frugt og grønt. 

Og der er også stor opbakning til en lavere moms på alle fødevarer. 

Helt konkret svarer 73 procent, at de ønsker en lavere momssats på fødevarer generelt.

»Tiden er inde til en reduceret moms på fødevarer og særlig frugt og grønt. Det vil understøtte hele debatten om klimavenlige fødevarer og på alle måder gavne folkesundheden,« siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd.

To discountsupermarkeder har da også præsenteret kampagner, hvor de sætter priserne ned på frugt og grønt, så det svarer til, at momsen er væk.

Det drejer sig om 365 Discount, der har fjernet momsen på de grønne varer i den her uge, og Lidl, der i februar gør det samme for deres Lidl Plus-kunder.

»Vi ved, at frugt og grønt er mere klimavenligt end f.eks. mange kødprodukter. Det er derfor et rigtig godt incitament for forbrugerne til at vælge sundt og klimavenligt, hvis de oplever, at der er en økonomisk gevinst,« siger Jannick Nytoft og tilføjer: 

»Vi ved, at mange familier er presset økonomisk, derfor vil en reduktion af momsen på fødevarer være et godt signal og en hjælp til de dårligst stillede.«

I december kom det frem, at Danmark er momskonge i Europa, når det gælder fødevarer.

For et gennemsnitligt indkøb i et supermarked går knap en tredjedel til staten i moms og afgifter.

»Danmark er det eneste EU-land, der ikke opererer med en reduceret momssats for fødevarer. Helt konkret foreslår De Samvirkende Købmænd, at man sænker fødevaremomsen til 15 eller nulstiller momsen på frugt og grønt,« siger Jannick Nytoft. 

'Rent gak-gak'
Men når det handler om at blive vedtaget på Christiansborg har ønsket fra direktøren for De Samvirkende Købmænd ikke just medvind på cykelstien. 

Tværtimod møder det stiv modvind. 

Moderaterne, der er et af de tre regeringspartier, er nemlig kommet med et forslag om at halvere momsen på frugt og grønt, og det er blevet skudt i sænk.

Venstre, der jo er med i SVM- regeringen,  slår fast, at partiet ikke har planer om at støtte forslaget, og heller ikke uden for for regeringen, virker der til at være den store opbakning. 

Danmarksdemokraterne kalder forslaget »gak-gak«, Dansk Folkeparti mener, at det vil give »administrativt bøvl«, og Radikale Venstre mener ikke, der kan gøres noget ved momsen på den korte bane.

Dog er der et klart »ja« fra Alternativet, der mener, at Moderaterne har snuppet forslaget fra dem. Men det er altså meget langt fra at kunne give et flertal. 

Jannick Nytoft, hvad siger du til, at det rent politisk ser ud til at være noget nær umuligt at få indført lavere moms på nogen fødevarer?

»Jeg tror, at beslutningen om en lavere fødevaremoms blot skal modnes politisk. Og at modningen sker inden for få år, fordi alle andre lande har set muligheden for at gøre fødevarer billigere. Særligt de sunde varer som frugt og grønt,« siger han.