Jan Ullrich har brug for sex. Hele tiden. Og derfor er det i orden at være utro.

Sådan lyder det fra den skandaleombruste tysker, der af tyske RTL er blevet interviewet på den afvænningsklinik, hvor han i øjeblikket befinder sig.

»Jeg er en ung mand, som har brug for sex. Og hvis jeg eksempelvis er væk i fire uger, må jeg få det fra andre kvinder,« siger Jan Ullrich i tv-programmet 'Exclusiv', hvor han sætter ord på den nedtur, han befinder sig midt i.

Udtalelsen kommer, tre uger efter at Jan Ullrich blev anholdt af politiet i Frankfurt under mistanke for at have overfaldet og forsøgt at kvæle en prostitueret på et hotelværelse.

Jan Ullrich (i midten) vandt Tour de France i 1997. Her sammen med Richard Virenque (tv.) og Erik Zabel (th.).
Jan Ullrich (i midten) vandt Tour de France i 1997. Her sammen med Richard Virenque (tv.) og Erik Zabel (th.). Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Den tidligere Tour de France-vinder var kommet til Tyskland for at gå i et behandlingsforløb efter en tumultarisk tid på Mallorca, hvor han er bosiddende. I Tyskland blev det bare værre – og siden har han opholdt sig på en Betty Ford-afvænningsklinik.

Indtil anholdelsen og den efterfølgende indlæggelse var Jan Ullrich igennem en uges offentlig nedsmeltning forårsaget af skilsmissen fra hustruen, Sara, der er rejst til Tyskland med de tre fælles børn. Det hele kulminerede altså med anholdelsen på et hotelværelse, og du kan læse hele den prostitueredes version af nattens hændelser her.

I interviewet fortæller Jan Ullrich, at han skam også har en kæreste derhjemme i øjeblikket.

Et andet tysk medie, Stern, har talt med hende, cubanske Elizabeth Napoles, der stadig bakker op om tyskeren.

»Jeg er den eneste, der har give ham varme og har hjulpet ham i de værste stunder,« siger hun til Stern.

Vennen og naboen på Mallorca, skuespilleren Til Schweiger, har i forløbet detaljeret fortalt om et stort misbrug af alkohol og narkotiske stoffer fra Jan Ullrich side.

Selv tager den 44-årige ekscykelrytter det ikke så alvorligt.

»Jeg har ikke haft et årelangt alkoholproblem eller et årelangt problem med stoffer, men det har været en undtagelse på det seneste, hvor jeg gik gennem den hårdeste fase i mit liv. Derfor har jeg dog nok drukket lidt for meget whisky. Jeg har en kæmpe vinkælder, men jeg drikker ikke længere vin. Jeg drikker heller ikke øl, jeg drikker kun whisky – men ikke hver dag. Og det burde jeg egentlig stadig have lov til,« siger Jan Ullrich i RTL-programmet:

»Og stoffer er for mig et forkert ord at bruge. Jeg har været nødt til tage amfetamin i længere tid, fordi jeg har været helt nedkørt. Det er, ligesom når andre mennesker tager sovepiller. Bare omvendt.«

Jan Ullrich har også gjort sig bemærket med et stort forbrug af cigaretter – blandt andet har der floreret en video, hvor han ryger tre på en gang – men det betragter han som 'en hobby', giver han udtryk for i interviewet. Men han fortæller også, at han er i gang med 'kraftigt at reducere' sit forbrug af cigaretter.

I RTL-programmet vil Jan Ullrich egentlig ikke kommentere episoden med den prostituerede på hotelværelset, fordi den stadig undersøges af politiet.

Men han siger alligevel to ord:

  • På et spørgsmål fra 'Exclusiv'-journalisten om, hvorvidt anklagerne er fri fantasi, svarer han 'ja'.
  • Og til en efterfølgende bemærkning fra journalisten om, at kvinden i så fald må være en 'virkelig god skuespiller', lyder det ligeledes 'ja'.

Sagen er endnu ikke afsluttet af det tyske politi.

I alt fire uger skal Jan Ullrich tilbringe på afvænningsklinikken. Han føler sig 'topmotiveret' til at arbejde med sig selv.

»Jeg kan mærke en kraft, som strømmer gennem mig, fordi jeg er vågnet op,« siger han i tv-programmet.

Efter Jan Ullrichs historie er kommet frem, har de danske cykelryttere Bo Hamburger og Jesper Skibby fortalt om, hvordan de også faldt i et et sort hul efter karrierens afslutning. Læs mere om det her.